CBS i nyt samarbejde med Nordic Alpha Partners: Skal styrke danske HardTech-virksomheder

Efter mange års fokus på hurtigt voksende software-virksomheder skal vi gentænke måden, vi finansierer og udvikler teknologivirksomheder, hvis den grønne omstilling skal lykkes. Det mener parterne i et nyt samarbejde mellem erhvervslivet og forskningsmiljøet.

08/02/2023

CBS i nyt samarbejde

Danskerne er dygtige iværksættere og gode til bæredygtige ideer og løsninger. Men både herhjemme og internationalt er investorer vænnet til at kigge mod Silicon Valley og hurtigtvoksende techselskaber med apps eller software uden et fysisk produkt.

Det er et problem, for der er netop behov for fysiske løsninger, hvis den grønne omstilling skal accelereres i det tempo, der er behov for. Derfor skal der skabes en ny tilgang til investering og skalering af såkaldte “HardTech”-virksomheder, der eksempelvis er fabrikker, der producerer grønne produkter, nye avancerede transformative teknologier eller genbruger materialer.

HardTech-virksomheder kræver en anden investeringstilgang i den tidlige vækstfase, da de er langt tungere, dyrere og meget komplekse at skalere. Derfor har growthfonden med fokus på HardTechvirksomheder, Nordic Alpha Partners, indgået et samarbejde med Copenhagen Business School og studenterorganisationen CBS Climate Club for at dykke ned i den udfordring.

“Der er både markedsbetingede og regulative udfordringer for skalering af HardTechs, og derfor har vi udviklet en række modeller og investeringsmetoder, der kan identificere og drive høj vækst baseret på frie markedskræfter, det såkaldte Economic Sustainability. Vores erfaringer og modeller glæder vi os til at dele med den akademiske verden og den næste generation af virksomhedsledere for at analysere problematikken og løse problemet sammen,” siger Laurits Bach Sørensen, medstifter og partner i Nordic Alpha Partners.

Eksempler på HardTechs fra Nordic Alpha Partners' investeringsportefølje er bl.a. danske Re-Match, der genanvender kunstgræs og er ved at vokse ud i verden, samt Wiferion, der muliggør trådløs opladning af industrielle robotter.

Behov for større samarbejde

Det nye samarbejde består af en række forskellige aktiviteter ud over løbende dialog mellem de tre samarbejdspartnere. Der skal blandt andet afholdes events og skabes en grundig forståelse af problemets omfang og løsningsmodeller.

“Jeg ser virkelig frem til dette samarbejde. For det første er det hovedet på sømmet, at Nordic Alpha Partners ser på et overset problem ift. at skabe den nødvendige vækst fra bæredygtige HardTech start-ups. For det andet ved jeg, at de studerende rigtig gerne vil ud og gøre en forskel på området,” siger Hanne Harmsen, prodekan for grøn omstilling på CBS.

I CBS Climate Club, der har til formål at engagere studerende i at integrere bæredygtighed i både deres private og professionelle liv, er President Malte Werner enig.

”I CBS Climate Club arbejder vi aktivt på at bruge CBS, de studerende og netværket omkring til at finde løsninger på klimakrisen. Vi håber, at det vil lede til udviklingen af en eller flere nye økonomiske filosofier, der kan hjælpe politikere og forretningsledere til at levere på den grønne omstilling. I dag tager vi et skridt i netop den retning,” siger Malte Werner.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 08/02/2023