Forskning i kapitalmarkeder for unge virksomheder styrkes
Copenhagen Business School har ansat Morten Sørensen fra Columbia Business School som professor. Han er ekspert i virksomhedsfinansiering for især unge, ikke-børsnoterede virksomheder, og har netop sammen med CBS fået 7 mio. kroner fra Det Frie Forskningsråd til et forskningsprojekt med fokus på danske virksomheder.
Unikt indblik
Projektet kombinerer unikke danske data, som indeholder information om økonomiske forhold i for eksempel mindre og nystartede virksomheder med økonomiske modeller, som Morten Sørensen har været med til at udvikle. Kombinationen gør det muligt at analysere det afkast og den risiko, der er forbundet med investeringerne, siger Morten Sørensen til Uddannelses- og Forskningsministeriet.
- Der er et potentiale for at skabe et helt unikt indblik i samfundsøkonomien, som man slet ikke kan nå til med amerikanske data eller data fra andre lande, siger han.
Karriere i USA
Morten Sørensen er i dag lektor på Columbia Business School og er pr. 1. august ansat som professor ved Institut for Finansiering. Morten Sørensen er født i 1973 og Ph.d. fra Stanford University i 2005. Han har været ansat på University of Chicago og nu Columbia Universitys business school i New York.
Morten er ekspert i virksomhedsfinansiering, mere præcist corporate finance og entrepreneurial finance, og har publiceret forskning i ledende, internationale tidsskrifter i finansiering, herunder Journal of Finance og Review of Financial Studies. Han er sammen med sin familie ved at flytte tilbage til Danmark efter 15 år i USA og begynder efter sommerferie på CBS. Morten Sørensen siger om jobskiftet og bevillingen:
- Det er et stort privilegium at få mulighed for at gennemføre dette projekt, der vil gøre det muligt at arbejde med langt større og mere ambitiøse analyser, end jeg hidtil har kunnet på egen hånd, siger han.
For flere oplysninger kontakt professor Morten Sørensen eller insititutleder Søren Hvidkjær