Verdens bedste ph.d.’ere i finansiering er fundet
På CBS får du snart muligheden for at opleve verdens mest lovende talenter med en ph.d.-grad i finansiering. Det sker, når de præsenterer deres forskning i forbindelse med overrækkelsen af ”AQR Top Finance Graduate Award at CBS”.
Man kan godt tale om et VM for ph.d.-afhandlinger om finansiering, siger CBS-professor Lasse Heje Pedersen, der er formand for komitéen, som udvælger prismodtagerne.
”Vi vælger dog ikke en enkelt vinder som ved et VM. Komitéen består af nogle af de fremmeste forskere på området fra de bedste universiteter i udlandet, og vi finder sammen seks ph.d.’ere, som, vi vurderer, er de mest lovende globalt,” forklarer han om arrangementet den 30. maj.
Prisen er blevet uddelt tre gange før, og ligesom i år er det foregået på CBS, hvor de seks vindere skal præsentere deres forskning.
Årets prismodtagere er:
- Asaf Bernstein, MIT Sloan School of Management: Household Debt Overhang and Labor Supply
- Arpit Gupta, Columbia Business School: Foreclosure Contagion and the Neighborhood Spillover Effects of Mortgage Defaults
- Elisabeth Kempf, Tilburg University: The Job Rating Game: The Effects of Revolving Doors on Analyst Incentives
- Song Ma, Duke University’s Fuqua School of Business: The Life Cycle of Corporate Venture Capital
- David Schoenherr, London Business School: Political Connections and Allocative Distortions
- Michael Schwert, Stanford Graduate School of Business: Bank Capital and Lending Relationships
”Vi vil gerne anerkende de bedste ph.d.-studerende i verden og samtidig få lejlighed til at møde dem her på CBS, så de kan lære hinanden at kende og få et netværk og et samarbejde med forskere på CBS. Samtidig vil vi også gerne give vores studerende inspiration. De ser, hvordan de bedste ser ud og kan stile efter dem,” siger Lasse Heje Pedersen.
Vinderne er valgt ud fra, hvem der ifølge komitéen kommer til at betyde mest for den finansielle praksis og den akademiske verden i fremtiden. Ifølge Lasse Heje Pedersen kan prismodtagernes aftryk blive særdeles synlige:
”Finansiering er et meget anvendt fag, hvor forskningen kan have rigtig stor indflydelse på, hvilke værdipapirer, der handles med, hvordan pensionskasser sammensætter deres portefølje, hvordan centralbanker opererer, og hvordan finanstilsyn regulerer.”
Det globale investeringsfirma AQR uddeler prisen sammen med Center for Financial Frictions (FRIC) og Department of Finance på CBS. Og AQR sponsorerer 10.000 USD til vinderne.
Læs mere om arrangementet, og tilmeld dig inden mandag den 23/5 kl. 13.00
Her kan du læse mere om de enkelte vindere og deres forskning