Marie
Hvorfor valgte jeg min uddannelse?
Det var faktisk lidt ved et tilfælde, at jeg endte på HA(jur.). Det var hverken min første eller anden prioritet. Men jeg vidste, at jeg gerne ville i gang med at studere, så jeg besluttede mig for at søge lidt forskellige uddannelser på CBS. Jeg havde aldrig rigtig hørt om HA(jur.) før, men jeg syntes alligevel, at det lød interessant. Da jeg så kom ind, blev jeg meget nervøs for, om det var noget for mig, men besluttede alligevel at give det en chance. Efter min første dag i intro var jeg slet ikke i tvivl om, at det var en uddannelse, jeg ville synes om, og jeg har på intet tidspunkt fortrudt.
Hvad synes jeg er det bedste?
Jeg synes quarter-strukturen passer rigtig godt til min måde at lære på. Selvom det kan være meget intenst, når man ikke at miste fokus, og man får på relativt kort tid lov til virkelig at fordybe sig i fagene. Dog er det absolut bedste ved HA(jur.) det sociale igennem vores studenterforening, FEJ. En til tider hård uddannelse bliver kun sjovere at gå på, når der er et arrangement eller en fest at glæde sig til. Derudover synes jeg, det er fedt, at der er så mange muligheder for at være aktiv inden for studiets sociale liv, så det hele ikke kun skal handle om skole.
Hvad synes jeg er svært?
Det skal selvfølgelig ikke være nogen hemmelighed, at især det juridiske kræver en del læsning. Det sværeste for mig har derfor klart været at jonglere imellem koncentrationen, når man sidder med en bog på 700 sider, samtidig med at man skal have alt andet i sit liv til at hænge sammen. Jeg har derfor brugt rigtig lang tid på at finde den studieteknik, der fungerer allerbedst for mig. Det er en teknik som er i konstant forandring, og som tilpasses hvert enkelt fag. Det er derfor også vigtigt, at det ikke er noget, jeg lader mig stresse over. Det er på ingen måde noget som bare kommer fra den ene dag til den anden.
Hvad ville jeg gerne have vidst, inden jeg startede på studiet?
For mig havde det været super fedt at vide, at man ikke var den eneste, som sad med de bekymringer, jeg havde. Jeg kom hurtigt til at tænke, at alle mine medstuderende sikkert allerede vidste en masse om de forskellige fag, som jeg ikke vidste noget om. Man skal ikke være nogen bestemt type for at gå på HA(jur.), og man behøver ikke kunne det hele på forhånd. Underviserne er gode til at tage det hele fra begyndelsen, så det er slet ikke så slemt og uhyggeligt, som man kan gå og tro op til studiestart.
Hvad vil jeg gerne efter mit studie?
For mig er det vigtigt ikke at bruge alt for meget energi på at planlægge min fremtid. Jeg ved, at jeg efter min bachelor skal starte på kandidaten, og derefter vil jeg gerne ud at rejse, inden jeg bliver rigtig voksen. Så må vi se, hvor jeg ender, når jeg kommer tilbage. Jeg synes, at alle de fag, vi har, er spændende. Så jeg prøver at være meget åben overfor, hvilke forskellige muligheder vi har, og hvad der virker oplagt, når jeg engang er helt færdig.
Hvis jeg kunne give mig selv et godt råd, inden jeg startede...
Noget, jeg selv har fundet ud af gennem mine år på HA(jur.) er, at alt løser sig. Det er vigtigt at tage en dag ad gangen og lade være med at gå i panik.
Derudover er det også vigtigt bare at være ærlig over for sine venner, hvis der er noget man har svært ved eller er i tvivl om. Det er alfa og omega at bruge hinanden. Noget, man måske selv har svært ved, kan være noget, ens sidemakker er totalt skarp til, og omvendt. Så spørg om hjælp og råd og vær åben og venlig over for dine medstuderende. Så bliver det hele meget nemmere og sjovere.