Husk at uploade dokumentation til din kvote 2-ansøgning

5. juli kl. 12.00 er fristen for at uploade dokumentation for opfyldelse af adgangskrav til din kvote 2-ansøgning på Optagelse.dk. Her er 6 ting, du skal vide om dokumentationen.

14/06/2024

Husk at uploade til kvote 2

5. juli kl. 12.00 er fristen for at uploade dokumentation for opfyldelse af adgangskrav til den eller de uddannelser, du søger ind på. Du skal uploade dokumentationen til din ansøgning på Optagelse.dk. Her er 6 ting, du skal vide om dokumentation.

1) Vær i god tid

Vi anbefaler, at du uploader dokumentation og giver din ansøgning et sidste gennemtjek i god tid. Du kan gå i gang allerede nu.

Optagelse.dk lukker præcis kl. 12.00, og der kan være kø hele dagen 5. juli. Uploader du din dokumentation tæt på fristen, risikerer du, at du ikke når at blive færdig før kl. 12.00.

2) Tjek, at dit eksamensbevis er vedhæftet din ansøgning

Dit eksamensbevis bliver automatisk vedhæftet din ansøgning, hvis du søger med MitIDº. Det er dit ansvar at tjekke, at dit eksamensbevis er blevet uploadet til din ansøgning på Optagelse.dk. 

Bemærk: Hvis du har udenlandsk gymnasial eksamen, skal du selv uploade dit eksamensbevis til optagelse.dk. Det gælder også for International Baccalaureate.

Skal du til sygeeksamen i august?
Får du først dit eksamensbevis efter 5. juli, fordi du skal til sygeeksamen i august, kan du læse mere om, hvad du skal gøre på cbs.dk > Dokumentation > Syge-/omprøve

3) Dokumentation for supplering, eksamener og test 

Hvis du har suppleret i Matematik, Historie/Samfundsfag, Engelsk, Dansk eller et andet fremmedsprog, skal du huske at uploade dit eksamensbevis på Optagelse.dk senest 5. juli kl. 12.00. Har du taget en Cambridge-eksamen eller en sprogtest, skal du også uploade dokumentation for disse inden fristen. 

Bemærk: at du ikke kan bruge supplering i sommerferien til at opfylde adgangskrav til CBS’ bacheloruddannelser til optagelse i 2024.

Find en samlet oversigt over alt det, du skal uploade til din ansøgning på optagelse.dk på cbs.dk > Dokumentation

4) Du kan ikke uploade dokumentation for aktiviteter eller motiveret ansøgning

Fristen for at uploade dokumentation for kvote 2-aktiviteter og din motiverede ansøgning var 15. marts 2024 kl.12:00. Du kan derfor ikke længere uploade dokumentation for fx rejser, arbejde eller din motiverede ansøgning.

5) Tjek, at du har uploadet dokumentation til din ansøgning

Du får ikke en bekræftelse på, at CBS har modtaget dine dokumenter. Det er dit ansvar, at alt er uploadet rigtigt inden fristen. Det er derfor vigtigt, at du tjekker, at alle dokumenter er vedhæftet og tilknyttet de rigtige ansøgninger. Hvis du kan se, at du har vedhæftet og tilknyttet dine dokumenter, så kan vi også se dem.

6) Du kan stadig ændre dine prioriteringer på optagelse.dk

Har du fortrudt din prioritering af uddannelser på optagelse.dk, kan du stadig nå at ændre den. Du kan også fjerne uddannelser, som du alligevel ikke vil søge ind på. Du kan ændre din prioritering af uddannelser frem til 5. juli kl. 12.00

Hvis du er i tvivl om, du har lavet den rigtige prioritering på optagelse.dk, kan du finde gode råd til valg af uddannelse på siden Det gode studievalg.

Har du en dansk gymnasial uddannelse, kan du også tilføje uddannelser, som du vil søge ind på i kvote 1.

Bemærk, du kan ikke søge en ny uddannelse via kvote 2.

Spørgsmål?

Har du spørgsmål til din ansøgning, optagelse eller vores uddannelser, er du velkommen til at ringe til CBS’ studievejledere. Se vores kontaktoplysninger og åbningstider her.

Vi holder også ekstra åbent i forbindelse med ansøgningsfristen:

  • Tlf.:  3815 2738
  • Torsdag 4. juli kl. 10.00-14.00
  • Fredag 5. juli kl. 10.00-12.00

Held og lykke og god sommer!

Sidst opdateret: Web editor - Student Communications // 14/06/2024