Om CBS

Pædagogisk konsulent til Educational Development and Quality


I Educational Development and Quality, som er CBS’ afdeling for pædagogisk udvikling og kvalitetssikring, søger vi en læringskonsulent til teamet Learning Design and Consultancy. Du vil sammen med syv andre dygtige konsulentkollegaer bidrage til pædagogisk udvikling af CBS’ undervisere, undervisning og uddannelser. Ud over konsulentteamet består Educational Development and Quality af tre andre teams, der arbejder med kvalitetssikring og projekter relateret til CBS’ uddannelser, medieproduktion, og kursusadministration.

 

Som pædagogisk konsulent får du en arbejdsdag med opgaver, der varierer fra 1-1 support og sparring med undervisere, over design og facilitering af kompetenceudviklingstilbud, til involvering i udvikling af nye uddannelser og i strategiske initiativer, som fx anvendelse af kunstig intelligens i undervisningen. Dine egne interesseområder kan i nogen grad få indflydelse på dine opgaver, men det er vigtigt at du bliver motiveret af at hjælpe undervisere, studieledere og andre målgrupper med det, som de har behov for, og når de har behov for det.

 

Opgaverne

Dine opgaver vil bestå af en blanding af:

  • Pædagogisk konsulent tilknyttet 1-2 af CBS’ institutter og 1-2 af CBS’ studienævn. Som institutkonsulent på et institut opdyrker du relationer til instituttets medarbejdere og ledelse gennem bistand til en bred vifte af opgaver. Som konsulent for et studienævn understøtter du studienævnets arbejde med udvikling af uddannelserne ud fra din viden om lærings- og uddannelsesdesign og universitetspædagogik.
  • Involvering i tværorganisatoriske pædagogiske udviklingsopgaver. Dette kan spænde fra at rådgive om pædagogiske emner til at understøtte erfaringsdeling på tværs af organisationen og at medvirke til udvikling af retningslinjer og skrive policy-dokumenter, direktionsoplæg, m.v.
  • Bidrage til pædagogiske kompetenceudviklingstilbud for alle CBS’ undervisere. Teamet udbyder en række forskellige workshops og webinarer og vi reviderer løbende vores udbud i forhold til nye tendenser og ny viden.

 

Om kandidaten

I vores team har vi forskellige baggrunde og nationaliteter og vi anser vores diversitet som en styrke for teamet og for CBS. Din uddannelsesbaggrund og din karrierevej kan se ud på mange forskellige måder, men vi forventer at du har en kandidatgrad og at du har erfaring med at arbejde med videregående uddannelser. Vi søger en person der:

  • Besidder viden om universitetspædagogik og kan bringe den i spil i dialog med CBS’ undervisere.
  • Har viden om og interesse i digitale læringsværktøjer og hvordan de bruges til at fremme studerendes læring, samt evne til at sætte sig ind i og videreformidle brug af værktøjerne til undervisere.
  • Er en dygtig facilitator, som kan planlægge og facilitere såvel workshops som udviklingsprocesser.
  • Er udadvendt og god til at opdyrke og vedligeholde relationer på alle niveauer i organisationen.
  • Befinder sig godt i faglige forskningsmiljøer.
  • Sætter en ære i at assistere med at løse både små daglige og større strategiske opgaver.
  • Er en god skriftlig formidler, der kan forfatte oplæg til forskellige målgrupper.
  • Er samarbejdsorienteret og bidrager til teamets udvikling med din viden og erfaring samtidig med at du forholder dig lyttende og nysgerrigt til dine kollegaers perspektiver.

 

CBS er en international arbejdsplads og vores nye kollega skal derfor gerne have erfaring med at arbejde og begå sig i et internationalt miljø, samt tale og skrive flydende på både dansk og engelsk.

 

Løn og ansættelsesvilkår 

Ansættelse og aflønning sker efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation, med en indplacering og aflønning afhængig af kvalifikationer og erfaring. Der vil ved ansættelsen være mulighed for at forhandle personlige tillæg. Ansættelsen er 37 timer om ugen. 

 

Rekrutteringsprocessen

Copenhagen Business School inviterer alle kvalificerede kandidater til at søge stillingen. Et ansættelsesudvalg vil vurdere ansøgningerne og indkalde et udvalg af kvalificerede kandidater til samtale.

Et af CBS’ strategiske mål er at fremme mangfoldighed og inklusion i vores organisation. Derfor bestræber vi os på en ansættelsesproces, der mindsker potentiel bias. Vi opfordrer derfor ansøgere til ikke at inkludere foto eller unødvendige oplysninger om personlige forhold i ansøgningen.

 

Yderligere oplysninger 

Stillingen forventes besat senest pr. 1. november, 2024.

Hvis du vil høre mere om stillingen er du meget velkommen til at ringe eller skrive til teamleder for Learning Design and Consultancy Team, Sidsel-Marie Winther Prag, på 4185 2660 eller swp.tl@cbs.dk efter d. 24. juli.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 35 og 36.

 

 

 

Du søger stillingen online ved at klikke på linket, hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter ansøgning sammen med eksamenspapirer og CV. 

Ansøgningsfrist: 18. august 2024.

Søg online

WE TRANSFORM SOCIETY WITH BUSINESS

CBS er et globalt anerkendt businessuniversitet med dybe rødder i den nordiske, socioøkonomiske model. Vi har et bredt fokus på erhvervslivets og samfundets udfordringer i det 21. århundrede. Derfor har vi en samlet portefølje af tværfaglig forskning og uddannelse af høj kvalitet, der har styrket generationer af fagfolk og ledere i den private sektor og andre steder.

Universitetet ligger på Frederiksberg og har ca. 20.000 fuldtids- og deltidsstuderende, 800 fuldtidsansatte videnskabelige medarbejdere, 200 ph.d.-studerende og 700 administrative medarbejdere samt en portefølje af bachelor-, kandidat-, MBA/EMBA-, ph.d.-og efter-/videreuddannelser udbudt på både dansk og engelsk.

Med vores globale profil følger en forpligtelse til at bidrage til udviklingen af transformative kompetencer hos studerende, kandidater og virksomhedsledere gennem vores uddannelsesaktiviteter og muligheder for livslang læring. Komplekse udfordringer kræver en fælles indsats, og derfor fokuserer vores strategi på at styrke nuværende og starte nye partnerskaber med andre videnskaber, erhvervslivet, myndigheder og civilsamfundet.

CBS arbejder kontinuerligt med at blive en mangfoldig og inkluderende organisation, og vi opfordrer alle uanset kønsidentitet og -udtryk, alder, etnicitet, religiøs overbevisning, LGBT+-status, kulturel baggrund m.m. at søge.
Kontakt os, hvis du har brug for assistance i søge- eller ansættelsesprocessen, hvis der er noget vi skal vide, eller hvis du som person med handicap ønsker at gøre brug af din fortrinsret.