Ny institutleder på Institut for Organisation

Carsten Greve, CBS-professor i offentlig ledelse og styring, er blevet udnævnt som ny institutleder for CBS’s Institut for Organisation.

02/11/2021

Carsten Greve

Med en baggrund i statskundskab og et forskningsmæssigt fokus på reformer af den offentlige sektor, offentlig ledelse og offentlig-private partnerskaber bliver Carsten Greve ny institutleder for Institut for Organisation (IOA).

Carsten er 56 år gammel og har været ansat på CBS i 17 år – siden 2010 som professor. Han er således allerede et velkendt ansigt på IOA, som han kom til fra det tidligere Department of Business and Politics i 2017.

"Jeg glæder mig til at påtage mig denne rolle, og jeg har et ønske om at videreudvikle IOA fra dets nuværende stærke fundament til et endnu mere produktivt institut med fokus på kvalitet og samfundsmæssig relevans i forhold til såvel forskning, undervisning som videnudveksling inden for organisationer og organisatoriske processer," siger Carsten Greve.

"Carsten har evnen, lysten og den faglige indsigt til at bidrage til både udviklingen af Institut for Organisation og CBS' transformative strategi," siger konstitueret rektor for CBS Inger Askehave.

Carsten har planer om at udvikle og opbygge en intern organisatorisk platform med henblik på at styrke IOA’s evne til at skabe samfundsmæssig værdi, herunder styrke kommunikationen omkring instituttets aktiviteter og dets bidrag til samfundet.

”Jeg ser frem til at arbejde sammen med alle medarbejdere – og til at styrke dialogen med samarbejdspartnere og studerende i forhold til at transformere praksis og adressere samfundsmæssige udfordringer som fx klimaforandringer, som en del af CBS' overordnede strategi,” tilføjer Carsten Greve.

"Jeg glæder mig meget til at følge hans spændende ambitioner for IOA, og jeg er overbevist om, at han vil tilføre stor værdi – ikke kun til IOA men også til hele institutledergruppen og til CBS som helhed," tilføjer Inger Askehave.

Carsten Greve tiltræder stillingen som institutleder den 1. januar 2022, hvor han overtager stillingen efter Signe Vikkelsø, som har stået i spidsen for IOA siden 2015. Signe fortsætter som professor (mso) på instituttet og i sin centrale rolle i Blue Ribbon Leadership-initiativet.
 

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 11/07/2023