Mødet med CBS blev skelsættende


Billede af Rasmus Gyldenkerne Nielsen

"Den indledningsvise fortvivlelse forvandledes langsomt til en følelse af at være en del af noget større, hvor hver forelæsning bragte dig kvantespring frem i erkendelsen af det omkringliggende samfund. Den følelse fortog sig aldrig."
Rasmus Gyldenkerne Nielsen, Research Adviser

I 2010 drømte jeg om at læse min kandidatuddannelse i Politisk Kommunikation og Ledelse (i daglig tale blot PKL) på CBS. Med en bachelor i historie og virksomhedsfilosofi fra Københavns Universitet i ryggen, havde jeg allerede under mit første studieår hørt om denne relativt nye overbygning på CBS. Efter jeg havde deltaget i et informationsmøde ved PKL, var jeg totalt solgt på grund af de veltalende studerende og undervisere, samt ikke mindst de knivskarpe rammer og følelsen af en fremadstormende atmosfære, der kunne mærkes overalt på CBS.

Det var således med rysten og bæven, at jeg afventede CBS’ studieadministrations behandling af min ansøgning om optagelse. Et var i hvert fald sikkert i mit hoved: I almindelighed lovede en kandidatgrad fra CBS guld og grønne skove i forhold til drømmejobbet ude i horisonten, i særdeles med uddannelsen i Politisk Kommunikation og Ledelse i bagagen - jeg mener, bare titlen ville jo sparke de første 100 organisationsdøre ind.

Lykkeligvis blev jeg optaget, men det skulle hurtigt vise sig, at de mere overfladiske værdier, jeg i første omgang havde tilskrevet min tilværelse som kandidatstuderende på CBS, på ingen måde stod til måls med den fuldstændigt gennemgribende omkalfatring af min opfattelse af undervisning og universitetstilværelse, som PKL kastede mig og mine medstuderende ud i.

Den første uge blev vi bombarderet med fagtermer, teorier og antagelser, som gjorde os totalt forvirrede, og man fik en følelse af at være helt fortabt. Selvom denne følelse var et gennemgribende, men dog gradvist aftagende element ved PKL-uddannelsen, begyndte vi langsomt at se lyset - ikke mindst ved hjælp af nogle sindssygt engagerede undervisere, velstrukturerede forberedelsestimer og meget entusiastiske medstuderende.

Den indledningsvise fortvivlelse forvandledes langsomt til en følelse af at være en del af noget større, hvor hver forelæsning bragte dig kvantespring frem i erkendelsen af det omkringliggende samfund. Den følelse – i hvert fald for mit vedkommende – fortog sig aldrig. Da jeg havde indleveret og forsvaret mit speciale, var jeg slet ikke i tvivl om, at vi dimittender fra verdens fedeste uddannelse fra verdens fedeste universitet måtte være creme de la creme for hvilken som helst kommende arbejdsgiver.

Og verdens fedeste universitet blev min arbejdsgiver. Nu sidder jeg i dekansekretariatet for forskning og har hver dag CBS som min legeplads, hvor nær kontakt til CBS’ forskningsmiljøer, føling med den strategiske udvikling og markering af CBS’ plads i den danske og internationale agenda er en del af mit arbejde. Og min umiddelbare fascination af at rende rundt her – tja, den er stort set uændret som første gang, jeg satte mine ben på CBS.

Del din CBS-historie

Send os en mail med din CBS-historie til cbs100@cbs.dk - skriv ’Min CBS-historie’ i emnefeltet. Tekst, billede, video eller lyd - du vælger selv formatet.

Indsendte historier kan blive offentliggjort af CBS ifm. CBS’ jubilæum og anvendt i fremtidig markedsføring af CBS. CBS forbeholder sig retten til at redigere indsendte bidrag.

Læs flere CBS-historier

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 29/04/2016