Meritstuderende
Hvis du er studerende på en anden dansk uddannelsesinstitution, kan du tage ét eller flere fag som såkaldt gæstestuderende eller meritstuderende på CBS.
Det er et krav, at faget, du tager på CBS, kan meritoverføres og indgå som en del af din egen uddannelse.
Hvilke fag kan du læse?
Som meritstuderende kan du som udgangspunkt læse alle fag, som udbydes som valgfag på CBS. Dog kan der være nogle fag, der ikke bliver oprettet eller hvor der ikke er ledige pladser. Fagene udbydes nemlig også som valgfag til CBS' fuldtidsstuderende. Du vil derfor læse sammen med studerende fra CBS' bachelor- eller kandidatuddannelser, samt andre meritstuderende og enkeltfagsstuderende.
Du finder det største udvalg af fag i efterårssemesteret, hvor CBS' fuldtidsstuderende tager deres valgfag.
Se alle udbudte fag på hhv. bachelor- og kandidatniveau her:
Som gæste- og meritstuderende kan du også vælge at læse en såkaldt minor, som er en samlet pakke af fag inden for et særligt fagområde.
Læs mere om Minors
Krav til meritstuderende
For at tage fag som meritstuderende på CBS, skal du leve op til følgende krav:
- du er indskrevet som fuldtidsstuderende på en anden dansk uddannelsesinstitution OG
- du kan få en forhåndsgodkendelse fra din egen uddannelsesinstitution - dvs. en godkendelse af, at fagene på CBS kan meritoverføres til din egen uddannelse. Den skal du senest uploade til din ansøgning 1. september for efterårssemestret og 1. februar for forårssemestret.
Du skal ikke opfylde specifikke adgangskrav, men vi anbefaler, at du læser kursusbeskrivelsen og vurderer, om du har de faglige forudsætninger, der skal til, for at du kan gennemføre faget.
Forhåndsgodkendelse
For at læse et fag som meritstuderende på CBS, skal du have en forhåndsgodkendelse fra dit studienævn, som er en godkendelse af, at fagene kan meritoverføres til dit eget studie.
Forhåndsgodkendelsen skal indeholde:
- titel og kursuskode på de fag, der skal meritoverføres
- godkendelse fra dit studienævn
Forhåndsgodkendelsen skal du uploade i ansøgningsportalen, når du tilmelder dig faget på CBS.
Hvis du endnu ikke har modtaget din forhåndsgodkendelse, når du tilmelder dig, skal du senest uploade den til din tilmelding inden semesterstart hhv. 1. september for efterårssemestret og 1. februar for forårssemestret.
Uploader du ikke din forhåndsgodkendelse før fristen, bliver du frameldt faget uden varsel. Bemærk, at vi ikke modtager forhåndsgodkendelser på mail.
Har du spørgsmål til forhåndsgodkendelse og merit, skal du kontakte dit eget studie.
Undervisning og eksamen
Fagene udbydes enten som quarter- eller semesterfag. Du kan her se vejledende undervisnings- og eksamensperioder for de forskellige typer fag:
Efterår | Undervisning | Eksamen | Reeksamen |
Q1: 1. quarter | uge 36 til 42 | uge 43/44 | uge 51/1 |
Q2: 2. quarter | uge 45 til 51 | uge 1 til 4 | uge 9/10 |
Semester | Uge 36 til 49 | uge 50 til 4 | februar |
Forår | Undervisning | Eksamen | Reeksamen |
Q3: 3. quarter | uge 6 til 12 | uge 13/14 | uge 21/22 |
Q4: 4. quarter | uge 15 til 21 | uge 22 til 26 | uge 31 til 35 |
Semester | uge 6 til 19 | uge 20 til 26 | august |
Kvalificering til en kandidatuddannelse
Hvis du vil læse bestemte fag for at kvalificere dig til en kandidatuddannelse på CBS, skal du være opmærksom på, hvilket fagområde faget dækker i forhold til opfyldelse af adgangskrav.
På listerne over udbudte fag kan du se hvilke fagområder, det enkelte fag dækker under kolonnen Areas covered for graduate admission. Det er dit eget ansvar at sikre dig, at de fag, du vælger, dækker de fagområder, du mangler.
Læs mere på Er du kvalificeret?
Tilmelding
Læs mere om Tilmelding og frister
Tildeling af pladser
På nogle fag, er der et begrænset antal pladser. Derfor er der ikke garanti for, at du får en plads på de fag, du tilmelder dig.
Hvis der er flere tilmeldte, end der er ledige pladser, trækker vi lod om pladserne.
Framelding
Ønsker du at framelde dig et fag, skal du kontakte os på: valgfag@cbs.dk
Frister for framelding af fag er:
- Efterårssemesteret: 1. september
- Forårssemesteret: 1. februar