Cand.merc.aud. - Revisorkandidat

Gennem tilegnelse af kompetencer inden for revision, regnskab, økonomi og jura, vil du lære at revidere en virksomheds regnskabsmæssige rapportering, samt at vurdere økonomiske og juridiske forholds indvirken på dens styring.

Om uddannelsen

Kombination af økonomi og jura
Studiet giver dig en række værktøjer inden for fagene regnskab, revision, skatteret og erhvervsret, med et særligt fokus på hvordan disse fagområder spiller sammen. Du vil få et godt overblik over de gældende regler for at drive en virksomhed, herunder særligt virksomhedens regnskabs- og skattemæssige rapportering. Dette vil ruste dig fagligt og teoretisk til at arbejde som revisor for en virksomhed. Revision handler grundlæggende om at vurdere andres arbejde. Dermed adskiller cand.merc.aud. sig fra andre økonomiske uddannelser, idet en revisor både kan varetage rollen som rådgiver og som kontrollant. Dette medfører et særligt ansvar både over for kunden og over for samfundet.

Fokus er på teorien bag praksis
Studiet udgør den teoretiske del af uddannelsen til statsautoriseret revisor. Du lærer derfor at forstå den teoretiske baggrund for praksis inden for regnskabsmæssig rapportering og revision, samt skatteretlige opgørelser og erhvervsretlige problemstillinger. Det kunne for eksempel omhandle en revisors rolle i forbindelse med konkurser. Dermed er der fokus på at forstå baggrunden for revisors handlinger og skabe kritisk refleksion over praksis.

Jura er en væsentlig del af studiets indhold og struktur
Jura er en stor del af studiet på flere måder. Dette gælder især erhvervsret og skatteret. For eksempel kræver revision af et aktieselskab, at du har indgående kendskab til selskabets retslige rammer i forbindelse med en konkurs eller rekonstruktion. Også i forhold til aflæggelse af årsregnskaber er der internationale regnskabsstandarder, som er lovregulerede og skal overholdes. Disse forhold skal man som revisor konstant være opmærksom på, da revisorerhvervet er et reguleret erhverv.

Grundigt indblik i revisors rolle
Du lærer, hvordan du skal varetage rollen som revisor, og hvordan du skal afbalancere kundens og samfundets krav til dig. Blandt andet vil du forstå, hvordan du som revisor skal interagere med kunden, både hvad angår den praktiske gennemførelse af en revision og de etiske aspekter heraf. Du lærer imidlertid også, hvilke forventninger samfundet har til dig som revisor, og hvordan du skal handle for at leve op til disse forventninger.


 


Oversigt over uddannelsen

1. semester 2. semester 3. semester 4. semester

Revision 1
(7,5 ECTS)

Revision 2
(7,5 ECTS)

Valgfag / Udveksling
(30 ECTS)

 

 

 

 

Speciale
(30 ECTS)

 

 

 

 

Erhvervsret 1
(7,5 ECTS)

Erhvervsret 2
(7,5 ECTS)

Skatteret 1
(7,5 ECTS

Skatteret 2
(7,5 ECTS)

Regnskab 1
(7,5 ECTS)

Regnskab 2
(7,5 ECTS)

HD Suppleringsfag
(20 ECTS) *

Du kan læse mere om uddannelsen, det faglige indhold og eksamener i studieordningen for cand.merc.aud. 

*HD suppleringsfag for studerende optaget med en HD-baggrund
Hvis du bliver optaget på cand.merc.aud. med en HD-baggrund, skal du i løbet af studiet gennemføre et særligt HD-suppleringsfag, der introducerer dig til videnskabsteori og –metode. Undervisningen på HD-suppleringsfaget udbydes i efterårssemesteret sideløbende med de obligatoriske fag. Eksamen afvikles typisk i februar/marts. Suppleringsfaget skal være bestået, inden du går til eksamen i dit første valgfag.

Sidst opdateret: Web editor - Student Communications // 03/10/2024