København udråbt til rollemodel af amerikansk tænketank
Af Claus Rosenkrantz Hansen, fotos: By & Havn
Når den ny metrolinje Cityringen åbnes for passagerer i 2019, får Københavns borgere endelig det metronetværk, der gør det endnu hurtigere og enklere at bevæge sig rundt i byen. Åbningen af linjen er den foreløbige kulmination på de seneste årtiers massive byudvikling af København, som forvandler hensygnende industri- og havneområder som Nordhavnen til levende og attraktive beboelsesområder.
Den eksplosive udvikling af København lå ellers ikke i kortene. I sluthalvfjerdserne så det anderledes skidt ud for kommunen. Udover en enorm gæld kæmpede hovedstaden med skatteborgere, der i stor stil flygtede til omegnskommunerne, en arbejdsløshed, der nærmede sig 18 procent. Situationen var efterhånden så desperat, at en løsning krævede handling udover det ordinære.
Og en løsning udover det ordinære var, hvad den danske regering og Københavns bystyre i fællesskab fandt frem til i slutningen af 1980’erne. En løsning, som nu fører til, at København i ny rapport fra den indflydelsesrige amerikanske tænketank The Brookings Institution udnævnes til rollemodel for, hvordan byer kan vende resignation til økonomisk bæredygtighed og byudvikling.
Foto: Thomas Høyrup Christensen/Wonderful Copenhagen
Fra død industri til levende beboelse
Det er forskerne adjunkt Luise Noring fra CBS og Centennial Scholar Bruce Katz fra The Brookings Institution i Washington DC, der i forskningsrapporten ”The Copenhagen City and Port Development Corporation: A Model for Regenerating Cities” undersøger, hvordan man med den københavnske model er lykkedes med at forvandle hovedstaden, så den nu fremstår dynamisk og attraktiv for skatteborgerne.
Det centrale for modellen er at frigøre de enorme værdier, som Københavns øde og ubenyttede industri- og havneområder gemmer på. Når de bare ligger inaktive og forladte hen, har de ikke megen værd – hverken i kroner og øre eller for byens borgere, der ikke har megen nytte af en tom fabrikshal.
Men hvis områderne kunne bebygges med boliger, var det en anden sag. Og det er det, som er det smarte ved modellen: Ved at konvertere industriområder til beboelse, bliver områderne pludseligt voldsomt meget mere værd.
”Modellen går i al sin enkelthed ud på at profitoptimere på de forladte industri- og havneområder. Ved at samle områderne i en stor bunke, udvikle dem med de mest basale fornødenheder som el, vand og kloaker og give kommunal tilladelse til, at områderne konverteres til beboelse og kommercielle aktiviteter, stiger områderne voldsomt i værdi. Den værdistigning profiterer kommunen på, når områderne sælges til investorer. Udbyttet benyttes til at videreudvikle områderne med vejnet, grønne områder og andre offentlige tilbud. Meget vigtigt er at pointere, at udbyttet også anvendes til at investere i metrosystemet, som kommer alle borgere i København og omegn til gode”, siger Luise Noring.
Politisk uafhængighed
Alt sammen lyder det meget enkelt. Forvandl industriområder til beboelsesområder og sælg dem fra med profit. Men skal manøvren lykkedes, er det vigtigt, at en række politiske, institutionelle og finansielle betingelser er til stede.
”Man kan sige om betingelserne, at en del af Københavns succes med modellen skyldes, at netop København er særligt gunstigt stillet i forhold til fx politisk samarbejde og herunder viljen til at indgå kompromiser. Fx var det afgørende, at den danske regering og det københavnske bystyre var i stand til at sætte sig ved det samme bord og blive enige om en langsigtet plan, der havde til formål at genrejse København,” forklarer Luise Noring.
Viljen til samarbejde understreges af, og selvom staten og kommunen faktisk var så uenige om ejerskabet til Nordhavnen, at det førte en treårig retssag med sig, formåede ejerkredsen af By & Havn alligevel at handle i selskabets og offentlighedens bedste interesse.
En anden betingelse handler om tillid. Da man etablerer Ørestadsselskabet (i dag By & Havn) i 1993 til i første omgang at stå for udviklingen af Ørestaden, fik selskabet frie rammer til at operere uafhængigt af politisk indblanding og interesser.
”Fra politisk side havde man øje for, at den primære opgave for selskabet var at profitoptimere, og derfor var det alfa og omega, at selskabet kunne agere uafhængigt af dagligdags politiske interesser. Det kræver tillid, og den var til stede fra starten,” siger Luise Noring.
Men selvom København er særligt begunstiget, betyder det ikke, at man ude omkring i verden skal afholde sig fra at blive inspireret af den københavnske model.
”Andre byer kan drage stor nytte af at lade sig inspirere af, hvordan man har gjort i København. Lokale forhold vil gøre, at det nogle gange vil være kompliceret at efterligne modellen 1:1, men det med at værdioptimere på offentlige aktiver er en manøvre, der vil kunne foretages i rigtig mange byer,” siger Luise Noring.