CBS Bibliotek i 1950'erne

I jubilæumsåret kigger vi tilbage på de 100 år, der er gået siden oprettelsen af CBS Bibliotek. Vi er kommet til 1950'erne.

17/05/2022

Biblioteket har altid haft lange åbningstider og det var også tilfældet i 50’erne. Her kunne man komme og bruge biblioteket mandag-fredag 10-21 og lørdag 10-18.

Samlingen udviklede sig i løbet af 50’erne og steg fra knap 25.000 bind til knap 35.000 på det årti. Udlånstallene steg, mens læsesalsbenyttelsen faldt. 

graf med tal for udlån og antal bind

Faldet af materialer i 1953-54 skyldtes en omfattende optælling, opmåling samt ny opstilling af bibliotekets materialer. Dette initiativ skyldtes primært, at overbibliotekar Knud Larsen, som var medlem af et udvalg under Det Statistiske Departement, skulle lave nye regler for biblioteksstatistikken.

Optælling og opmåling viste, at der var 722 hyldemeter og 23.865 bind i samlingen. Mange af de gamle bøger fra C. Hages samling blev opmagasineret, da de ikke længere var relevante. Sidst i årtiet blev samlingen forøget, da det tidligere Ibero-amerikanske institut blev nedlagt og dets bogsamling overgik til Handelshøjskolens Bibliotek.

Bibliotekar Per Boesen, som senere blev overbibliotekar, sad med i et udvalg bestående af københavnske biblioteker, som ønskede at ”rationalisere og koordinere det udenlandske tidsskrifthold”, som det hedder i årsberetningen. Op gennem 1950’erne blev han mere og mere aktiv i biblioteksverdenen og var konsulent for Dansk Bibliografisk Kontor, som bl.a. stod for katalogiseringsreglerne i Danmark.

Hvad kostede biblioteket i slutningen af 1950’erne?

Regnskabstallene for Handelshøjskolen i 1958/59 viser, at udgifterne til biblioteket var kr. 94.758. Omregnet til nutidskroner er det ca. kr. 1,34 millioner. Bibliotekets annuum, som må svare til det vi i dag kalder “materialekontoen” var kr. 20.000 svarende til kr. 284.322. På det tidspunkt var der 1145 registrerede lånere på biblioteket ud af omkring 2500 studerende.

Mange materialer byttede man sig til ved udvekslingsaftaler med mere end 60 institutioner i ind- og udland. Handelshøjskolen udgav Erhvervsøkonomisk Tidsskrift og Det Danske Marked, som man gav i bytte for andre materialer.

Samling af virksomheders årsberetninger

Gennem årene blev der opbygget en stor samling årsberetninger fra danske organisationer og virksomheder. Bibliotekar Lotte Thomsen, som gennem sine 25 år på CBS Bibliotek bl.a. har arbejdet med tidsskrifter og andre løbende publikationer, fortæller, at “alle de gamle årsberetninger er desværre smidt ud for mange år siden. Nye elektroniske adgange som CD-direct (nu: Navne og Numre erhverv), virksomhedernes egne websider og siden manglende hyldeplads “tog livet” af den samling.” “Det var ellers en meget omfattende samling”, fortsætter hun og uddyber: “vi havde jo nærmest alt… Arla, Dyrup, Amagerbanken, Deloitte, Danfoss, Falch, Ecco, TDC, SAS, Oticon”.

Nye elektroniske adgange, virksomhedernes egne websider og manglende hyldeplads “tog livet” af den samling.

Foto: Lotte R. Thomsen

Lotte R. Thomsen med årsberetninger fra den gamle samling

Hvis man i dag ønsker at se gamle årsberetninger, skal man en tur ind på Det Kongelige Bibliotek. På CBS Bibliotek er der kun nogle få fysiske årsberetninger tilbage fra større organisationer og Danmarks Nationalbank. Søg efter ‘årsberetning’ eller ‘beretning’ i Libsearch - Find tidsskrifter.

Presseforskning ved Handelshøjskolen

I 1954 blev ”Presseforskningen” oprettet som forskningsområde på Handelshøjskolen. I den anledning blev der også lavet et Pressebibliotek i forbindelse med Handelshøjskolens Bibliotek. Presseforskningen var en del af Instituttet for Salgsorganisation og Reklame og skulle fokusere på ”videnskabelige undersøgelser af pressens samfundsmæssige virksomhed”. Nogle af de emner, der blev forsket i, var f.eks. dagspressens kapitalforhold, opbygning af et Annonce-index, og ugebladssalget i Danmark. Meget af forskningen blev udgivet i tidsskriftet Det Danske Marked, som kan bestilles fra magasinet på CBS Bibliotek.

Tekst om pressebiblioteket

Undervisningsmaterialer og publikationer

Per Boesen var aktiv ikke bare som bibliotekar, men også som lektor. Han skrev bl.a. flere artikler til publikationen Det Danske Marked, som blev udgivet af Max Kjær-Hansen, leder af Instituttet for Salgsorganisation og Reklame ved Handelshøjskolen i København.

I 1950 kunne man læse Per Boesens artikler Den danske bogdistributions rationaliseringsproblemer og Lidt om en virksomheds formelle og uformelle organisation. Derudover artikler fra flere af Handelshøjskolens undervisere som Bjarke Fogs Kan en virksomhed finde sin afsætningskurve?, Arne Rasmussens Købsvaner og forbrugsvaner i Danmark og Jan Kobbernagels Konkurrence som retligt begreb. Alle var ansat på Handelshøjskolen og blev senere professorer - sidstnævnte endog rektor i 1963.

Hvis man læste HD salgsorganisation og reklame, kunne man, i Det Danske Marked, genlæse den diplomprøve, man havde fået uddelt. Hver studerende er nævnt med navn sammen med teksten på den hovedopgaven vedkommende skulle løse på 4 uger.

Gamle tidsskifter

Sprogprofessor og ordbogsværk

I 1955 fik Handelshøjskolen sin første professor i sprog, nemlig Poul Høybye. Hvis du nogensinde har beskæftiget dig med fransk sprog, har du sikkert brugt den store fransk-danske ordbog han skrev sammen med Andreas Blinkenberg i starten af 1960’erne.  Den blev brugt enormt meget da vi havde sprogbiblioteket i Dalgas Have og står stadig på hylderne i biblioteket.

Flere af de gamle materialer kan ses i en mini-udstilling sidst i maj i forbindelse med 100-års jubilæet. Mange artikler kan desuden findes online i Handelsvidenskabeligt Tidsskrift, Erhvervsøkonomisk Tidsskrift og Nationaløkonomisk Tidsskrift.

Gamle undervisningsmaterialer

 

Følgende kilder er benyttet til denne artikel  

Årsberetninger fra Handelshøjskolen. (1950-1959) Find dem i Libsearch 

Jacobsen, K., & Ravn Sørensen, A. (2017). CBS gennem 100 år. (1. udgave. 1. oplag.). Historika. Find den i Libsearch

CBS' 100-års timeline 100.cbs.dk  

Læs også:

CBS Bibliotek bliver 100 år (om starten i 1920’erne)
CBS Bibliotek i 1930'erne 
CBS Bibliotek i 1940'erne 
CBS Bibliotek i 1950'erne 
CBS Bibliotek i 1960'erne 
CBS Bibliotek i 1970'erne 
CBS Bibliotek i 1980'erne 
CBS Bibliotek i 1990'erne 
CBS Bibliotek i 2000'erne

Se programmet med CBS Library Anniversary talks

Sidst opdateret: CBS Library // 19/01/2023