Ny generation af forskere skal styrke social innovation og iværksætteri

CBS-institut modtager eftertragtet MSCA Doctoral Networks koordinator-projekt til at uddanne og specialisere ph.d.-studerende inden for skalerbarhed af sociale virksomheder.

07/06/2024

sociale_virksomheder_version_2_final_.jpg

Institut for Ledelse, Samfund og Kommunikation (MSC) ved CBS har fået en bevilling til at etablere et nyt ph.d.-netværk på tværs af Europa. Bevillingen er et led i koordinator-projekterne kaldet MSCA Doctoral Networks, der er finansieret af Marie Skłodowska-Curie-programmet, som er et af EU's mest prestigefyldte programmer.

Hvordan kan sociale virksomheder skaleres?

Formålet med netværket er at uddanne ph.d.-studerende med fokus på at finde løsninger til, hvordan socialt iværksætteri kan skaleres effektivt. Programmet sigter mod at stimulere studerendes kreativitet, forbedre deres innovationskapacitet og øge deres beskæftigelsesmuligheder på lang sigt.
Kai Hockerts, professor på Institut for Ledelse, Samfund og Kommunikation skal lede netværket. Han er professor i socialt iværksætteri og forsker i bæredygtighedsstrategier for virksomheder, socialt iværksætteri og impact-investeringer.

”Jeg er meget stolt over, at vi har fået muligheden for at skabe et europæisk netværk, der skal fremme forskning i skalerbarheden af sociale virksomheder. Det er også fantastisk, at vi kan uddanne flere talentfulde forskere,” siger Kai Hockerts og uddyber vigtigheden af projektet:

”Projektet hedder SEIZMIC og adresserer en velkendt udfordring med sociale virksomheder, nemlig deres begrænsede skalerbarhed, hvilket indskrænker spredningen af innovative løsninger i samfundet. Projektet har som mål at udvikle en forskningsramme, der integrerer viden fra forskellige fagområder og sektorer. Ved at kombinere ekspertise fra iværksætteri, finansiering, uddannelse og teknologiledelse, stræber vi efter at skabe en samlet teoretisk ramme. Denne tværfaglige tilgang skal hjælpe med at overvinde de nuværende barrierer og udstyre en ny generation af forskere med de nødvendige kompetencer til at øge skalerbarheden af sociale virksomheder,” forklarer professor Kai Hockerts.


 

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 07/06/2024