Om CBS

HR søger en medarbejder med forståelse for IT og digitalisering


Har du indsigt i optimering af arbejdsgange og digital transformation inden for HR-feltet, og er du interesseret i at være en del af et universitet med international rækkevidde?

Så kan vi tilbyde dig et job med udviklingsmuligheder og et stort ansvar i et miljø med gode kolleger, hvor vi i fællesskab løser de daglige opgaver og problemer.

Stillingens indhold

Du har, i tæt samarbejde med kollegaerne i vores systemteam, ansvaret for HR’s IT-systemer. Det indebærer ajourføring, vedligeholdelse, optimering og implementering af systemer, processer og vejledninger samt udviklingen og implementering af strategier for forandringsledelse på tværs af organisationen. Vi benytter os bl.a. af rekrutteringssystemet Talentech Recruiter og CBS Core (SAP SuccessFactors). CBS arbejder løbende på at finde smartere måder at administrere, beregne eller trække data på, og du vil således i dagligdagen bidrage til en løbende udvikling af de administrative processer og den løbende digitalisering af manuelle processer.

Du kommer til at arbejde tæt sammen med mange andre afdelinger på CBS, for at sikre en løbende tilpasning af vores HR-løsninger, herunder opfølgning med test og implementering, udarbejdelse/opdatering af vejledningsmateriale og identifikation af forandringsinitiativer. Dette indebærer også udvikling af kommunikationsplaner for at sikre, at organisationen er velinformeret via forskellige kommunikationskanaler om nye løsninger og systemer. Du kommer også til at tilrettelægge og gennemføre undervisning af både dine kolleger i HR og brugerne ude i organisationen.

Om dig
Du har en relevant akademisk uddannelse.

Derudover forventer vi, at du:

  • har en stor erfaring med HR IT-systemer og det at skabe gode digitale løsninger
  • har en god forståelse af sammenhængen mellem proces (forretningens drift og udvikling), data og digitale løsninger. Det vil være en fordel, hvis du tidligere har arbejdet med HR i det offentlige/staten, men det er ikke et krav.
  • har en god forståelse for forandringsledelsesprincipper og metoder, herunder ADKAR, og erfaring i brugen af dem i offentlige/statslige organisationer.
  • har evnen til at udføre opgaver ansvarsfuldt og holde sig inden for fastsatte frister
  • er god til at prioritere, koordinere og planlægge
  • har arbejdet med brugerbehov/inddragelse
  • er god i skriftlig og mundtlig formidling på dansk og engelsk

Vi tilbyder

  • en fast fuldtidsstilling, hvor der er plads til at arbejde selvstyrende og med flekstidsordning
  • muligheden for at være med til at udvikle og forbedre arbejdsprocesser
  • oplæring og sparring fra hjælpsomme kolleger

CBS HR

  • Vi dækker HR-området bredt over personaleadministration, løn, personalejura, systemværktøjer, international support, personalepolitik, trivsel, kompetence- og ledelsesudvikling, hvor vi servicerer CBS’ ledelse og medarbejdere.
  • Dine nye kolleger er vant til at arbejde selvstændigt med stort fokus på samarbejde og videndeling. Miljøet bærer præg af stor faglig diskussionslyst, engagement, åbenhed, uformel tone og godt humør.

Løn- og ansættelsesvilkår

  • Ansættelse og aflønning sker efter relevant overenskomst mellem Finansministeriet og de faglige organisationer. Hvis du er akademisk uddannet vil du blive ansat som AC-fuldmægtig med en indplacering og aflønning afhængig af kvalifikationer og erfaring. Der vil ved ansættelsen være mulighed for forhandling af personlige tillæg. Arbejdstiden er 37 timer ugentligt.

Dit arbejdssted bliver Solbjerg Plads 3, 2000 Frederiksberg.

Tiltrædelse 1. januar 2025.

Yderligere oplysninger

Hvis du vil vide mere om stillingens indhold, er du velkommen til at kontakte Teamleder Charlotte Unold, cu.hr@cbs.dk eller Data- og digitaliseringskonsulent Iman Arief, ia.hr@cbs.dk.

Samtaler forventes afholdt løbende. 

 

 

Du søger stillingen online ved at åbne linket "søg online", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter ansøgning sammen med eksamenspapirer og CV. 

Ansøgningsfrist: 9. december 2024.

Søg online

WE TRANSFORM SOCIETY WITH BUSINESS

CBS er et globalt anerkendt businessuniversitet med dybe rødder i den nordiske, socioøkonomiske model. Vi har et bredt fokus på erhvervslivets og samfundets udfordringer i det 21. århundrede. Derfor har vi en samlet portefølje af tværfaglig forskning og uddannelse af høj kvalitet, der har styrket generationer af fagfolk og ledere i den private sektor og andre steder.

Universitetet ligger på Frederiksberg og har ca. 20.000 fuldtids- og deltidsstuderende, 800 fuldtidsansatte videnskabelige medarbejdere, 200 ph.d.-studerende og 700 administrative medarbejdere samt en portefølje af bachelor-, kandidat-, MBA/EMBA-, ph.d.-og efter-/videreuddannelser udbudt på både dansk og engelsk.

Med vores globale profil følger en forpligtelse til at bidrage til udviklingen af transformative kompetencer hos studerende, kandidater og virksomhedsledere gennem vores uddannelsesaktiviteter og muligheder for livslang læring. Komplekse udfordringer kræver en fælles indsats, og derfor fokuserer vores strategi på at styrke nuværende og starte nye partnerskaber med andre videnskaber, erhvervslivet, myndigheder og civilsamfundet.

CBS arbejder kontinuerligt med at blive en mangfoldig og inkluderende organisation, og vi opfordrer alle uanset kønsidentitet og -udtryk, alder, etnicitet, religiøs overbevisning, LGBT+-status, kulturel baggrund m.m. at søge.
Kontakt os, hvis du har brug for assistance i søge- eller ansættelsesprocessen, hvis der er noget vi skal vide, eller hvis du som person med handicap ønsker at gøre brug af din fortrinsret.