Om CBS

Projektøkonomer til eksterne projekter


Projektøkonomer til EU-projekter og nationale projekter på CBS

Eksternt finansierede projekter (EFP) søger to nye kollegaer, der skal indgå i et team af dygtige medarbejdere, der understøtter økonomistyring og budgettering på EU-projekter og på nationale projekter på CBS.

Stillingens indhold

Den ene stilling vil være i EU-gruppen. Bevillingerne her er hovedsagelig fra EU-Kommissionen, men det kan også være øvrige EU-projekter. Den anden stilling vil være i den nationale gruppe, hvor bevillingerne er fra andre kilder end EU. For begge stillinger gælder, at bevillingerne varierer i størrelse og kompleksitet, og I vil få en varieret opgaveportefølje med et selvstændigt ansvar for projekterne.

Opgaverne vil omfatte:

  • Administration af projekter fra kontraktindgåelse til projektet kan lukkes
  • Kontakt og løbende opfølgning med bevillingshavere
  • Afstemning og budgetopfølgning
  • Afrapportering, revision og regnskabsaflæggelse
  • Sparring og vejledning i forhold til bevilling og øvrige regler
  • Rådgivning og løsning af ad-hoc opgaver i forbindelse med projekterne
  • Kontering af rejseafregninger og udlæg (for EU: momshåndtering)
  • Interesse for procesoptimering og udvikling af projektadministration som område

Dine kvalifikationer

Det vigtigste er, at du har en interesse for og nysgerrighed omkring at arbejde med eksterne projekter. Har du praktisk erfaring med økonomistyring af eksternt finansierede forskningsprojekter, og gerne særligt kendskab til EU-bevillinger for EU-stillingen, er det en fordel. Din viden om regnskaber og økonomi kan komme enten fra relevant uddannelse eller gennem erfaring.

Du arbejder struktureret og effektivt og har fokus på løsning af opgaverne og et sikkert øje for, at alt foregår inden for de regelsæt, CBS og projekterne er underlagt.

Du er samarbejdsorienteret i forhold til dine nærmeste kolleger og de forskere og ledere, du kommer til at arbejde med. Og du trives i en rolle som rådgiver og sparringspartner, hvor den daglige kommunikation vil foregå på dansk såvel som på engelsk, og i en blanding af e-mails, personlige møder og Teams.

Excel er et dagligt arbejdsredskab for dig. Derudover er det en fordel, hvis du er vant til at arbejde i Navision Stat eller lignende regnskabssystemer.

Hvem er vi

Eksternt finansierede projekter (EFP) er en afdeling med 11 medarbejdere, en elev og en teamleder. Vi har ansvar for økonomihåndteringen af de eksternt finansierede projekter på CBS. Godt kollegaskab har høj værdi for os og vi værdsætter samarbejde, fælles viden og udvikling. I dagligdagen sidder vi tæt på hinanden og tager os tid til kollegasparring og videns udveksling. 

Eksternt finansierede projekter er en del af Økonomi & Analyse, som forestår budgettering, økonomistyring, regnskab, undervisningsevaluering samt analyser af uddannelses- og forskningsaktiviteterne på CBS. CBS ligger centralt på Frederiksberg tæt på Metro og har du bil, så kan vi tilbyde gratis parkering. Derudover tilbyder vi mulighed for hjemmearbejde.

Ansøgningsfristen er mandag d. 6. januar 2025. Vi vil holde samtaler løbende, og senest i uge 5.Vi vil gerne have stillingerne besat senest d. 1. marts 2025.

Løn og ansættelsesvilkår 

Ansættelse og aflønning sker efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation. Du ansættes som AC-fuldmægtig eller HK løngruppe 2 eller 3, afhængig af tidligere uddannelse og erfaring. Der vil ved ansættelsen være mulighed for at forhandle personligt tillæg. Arbejdstiden er 37 timer ugentligt. Stillingerne er ledige til besættelse snarest mulig.

For yderligere information er du velkommen til at kontakte teamleder Laila Østergren loe.fa@cbs.dk, tlf. 3815 5921 eller mobilnr. 2991 9151.

Ansøgning skal sendes via opslag på CBS’ hjemmeside: https://www.cbs.dk/cbs/jobs-pa-cbs/ledige-stillinger/administration-tap

Du søger stillingen online ved at åbne linket "søg online", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter ansøgning sammen med eksamenspapirer og CV. 

Ansøgningsfrist: 6. januar 2025.

Søg online

WE TRANSFORM SOCIETY WITH BUSINESS

CBS er et globalt anerkendt businessuniversitet med dybe rødder i den nordiske, socioøkonomiske model. Vi har et bredt fokus på erhvervslivets og samfundets udfordringer i det 21. århundrede. Derfor har vi en samlet portefølje af tværfaglig forskning og uddannelse af høj kvalitet, der har styrket generationer af fagfolk og ledere i den private sektor og andre steder.

Universitetet ligger på Frederiksberg og har ca. 20.000 fuldtids- og deltidsstuderende, 800 fuldtidsansatte videnskabelige medarbejdere, 200 ph.d.-studerende og 700 administrative medarbejdere samt en portefølje af bachelor-, kandidat-, MBA/EMBA-, ph.d.-og efter-/videreuddannelser udbudt på både dansk og engelsk.

Med vores globale profil følger en forpligtelse til at bidrage til udviklingen af transformative kompetencer hos studerende, kandidater og virksomhedsledere gennem vores uddannelsesaktiviteter og muligheder for livslang læring. Komplekse udfordringer kræver en fælles indsats, og derfor fokuserer vores strategi på at styrke nuværende og starte nye partnerskaber med andre videnskaber, erhvervslivet, myndigheder og civilsamfundet.

CBS arbejder kontinuerligt med at blive en mangfoldig og inkluderende organisation, og vi opfordrer alle uanset kønsidentitet og -udtryk, alder, etnicitet, religiøs overbevisning, LGBT+-status, kulturel baggrund m.m. at søge.
Kontakt os, hvis du har brug for assistance i søge- eller ansættelsesprocessen, hvis der er noget vi skal vide, eller hvis du som person med handicap ønsker at gøre brug af din fortrinsret.