På road trip i Australien for at styrke CBS
”…Når vi ankom til et nyt campus, var det bare at tage et brusebad i vognen, hoppe i habitten, og gå på besøg. Efter besøget skiftede jeg tilbage til shorts og t-shirt, og rejsen kunne fortsætte.”
Ole Stenvinkel Nilsson, tidligere dekan for CBS’ Erhvervsøkonomiske Fakultet (2000 -2005)
I 1999 var jeg studieleder for cand. merc. -studiet. Efter en vellykket evaluering af studiet fra Danmarks Evalueringsinstitut besluttede vi at supplere den nationale feedback med internationale impulser. I fællesskab gennemførte vi derfor en studietur til Australien, hvor der inden for et koncentreret område i Queensland ligger en række fagligt stærke og meget internationalt orienterede universiteter. Formålet med turen var dobbelt; dels at få inspiration til CBS’ fortsatte internationale udvikling, dels at etablere nye udvekslingsaftaler. Netop Australien er et af de steder, CBS’ studerende meget gerne besøger, og den gang var der behov for at få flere partneruniversiteter i denne verdensdel.
Jeg havde – for egen regning – min kone og vores to børn, Line og Rasmus, med på turen, hvor vi samlet besøgte 14 universiteter. Line var på det tidspunkt syv år, og Rasmus var fem, så de var store nok til at få glæde af og stadig huske de mange oplevelser, der også var en del af rejsen. Jeg havde lejet et mobile home – og det var effektivt, for når vi ankom til en ny campus, var det bare at tage et brusebad i vognen, hoppe i habitten, og gå på besøg. Efter besøget skiftede jeg tilbage til shorts og t-shirt, og rejsen kunne fortsætte. Med den rejseform oplevede vi også campinglivet, som er mange australiere og turisters foretrukne ferieform.
Denne tur åbnede for alvor mine øjne for, hvor vigtigt det er for CBS at blive inspireret og måle kvaliteten af forskning og uddannelse efter internationale standarder. Globaliseringen var ved at blive en realitet, og uddannelse af danske ledere krævede i stigende grad, at uddannelserne videregav international viden og forståelse for kulturelle forskelle og forskellige samfundssystemer og traditioner. Den erkendelse tog jeg videre i de følgende år, hvor jeg fra 2000 til 2005 arbejdede som dekan for det Erhvervsøkonomiske Fakultet. Jeg brugte enhver lejlighed til at deltage i internationale konferencer, etablere netværk med vores partneruniversiteter og benchmarke CBS’ kvalitet med den, jeg mødte i udlandet.
Det skete mest systematisk i min aktivitet som EQUIS reviewer. EQUIS var den første af CBS’ tre internationale akkrediteringer, som vi opnåede for første gang i år 2000, og jeg har utallige gange siddet på ’den anden side af bordet’ som formand for de review teams, som besøger en business school, som ønsker akkreditering.
Efter afslutningen af min dekanperiode i 2005 var det derfor naturligt for mig at fortsætte arbejdet med international akkreditering. De seneste ti år har været en succes på dette område med opnåelse af både den amerikanske AACSB- og den britiske AMBA-akkreditering, således at CBS i dag er blandt de ca. 100 business schools i verden, der har de tre mest anerkendte akkrediteringer inden for vores fagområde.
Der ligger naturligvis en solid branding i disse kvalitetsstempler, men den største værdi er efter min mening det konstante fokus på kvalitet, der er en forudsætning for at opnå stemplerne. Det er denne kvalitet, der placerer CBS’ uddannelser blandt de mest efterspurgte i Danmark og som leverer kandidater, som ikke bare er efterspurgte af dansk erhvervsliv, men også finder vej til internationale topstillinger.
Del din CBS-historie
Send os en mail med din CBS-historie til cbs100@cbs.dk - skriv ’Min CBS-historie’ i emnefeltet. Tekst, billede, video eller lyd - du vælger selv formatet.
Indsendte historier kan blive offentliggjort af CBS ifm. CBS’ jubilæum og anvendt i fremtidig markedsføring af CBS. CBS forbeholder sig retten til at redigere indsendte bidrag.
Læs flere CBS-historier