Book en CBS-forsker gratis til privat foredrag

Få en CBS-forsker på besøg i din virksomhed, skole eller i dit hjem. 12 forskere stiller sig til rådighed i uge 17, og de kan bookes nu. Se listen over foredrag her.

04/03/2016

Book en forsker
Foto: Shutterstock

Hvilket signal sender den t-shirt, du har på, og hvorfor er priser på varer ofte dybt irrationelle?

Spændvidden er bred på de 12 foredrag, som CBS-forskere tilbyder i anledning af videnskabsfestivalen Forskningens Døgn. Over 300 forskere i hele landet stiller gratis op til foredrag mellem den 25. april og den 1. maj, hvor festivalen foregår. Men forskerne kan bookes allerede nu.

Læs om de få krav til selve bookingen

Her er listen over CBS-foredrag:

Big Data: Hvad kan vi lære af Facebook, Twitter osv.?
Professor Ravi Vatrapu fortæller om, hvordan data fra sociale medier som Facebook og Twitter kan blive indsamlet og analyseret for at forstå politiske overvejelser, landes omdømme og meget mere. Foredraget vil bl.a. inkludere en analyse af det internationale ramaskrig, der lød, da  giraffen Marius blev aflivet af Københavns Zoo.

Det er øjet, der kigger, men hjernen, der ser
Vores væsentligste sans siges at være synet. Lektor Jesper Clement vil i dette foredrag forklare, hvordan det fungerer. Hør blandt andet om, hvilke udfordringer vores visuelle systemer giver os i virkelighedens verden, som vi normalt ikke lægger mærke til. Det vil man dog komme til at lægge mærke til, når man hører dette foredrag.

False narratives & coming out: How undocumented youths hide and share their immigration status in the U.S.
Lige nu er 2,1 millioner af de i alt 11,7 millioner amerikanere, der lever uden papirer i USA, unge mennesker, der er vokset op i USA. I dette foredrag vil ph.d.-studerende Elizabeth Benedict Christensen undersøge, hvordan de unge enten vælger at skjule eller afsløre deres immigrationsstatus, og hvordan det påvirker deres daglige liv.

HRM: Human Resource Management
HRM er blevet en strategisk vigtig ledelsesdisciplin i private og offentlige virksomheder, men hvilke fordele og udfordringer er der forbundet med dem? Henrik Holt Larsen, professor emeritus, holder foredrag om, hvad begrebet HRM dækker over, og hvorfor det er vigtigt – og for hvem.

Hvorfor koster varer, hvad de koster?
Ph.d.-studerende Stefan K. Sløk-Madsens foredrag beskriver, hvad priser er, hvor priser kommer fra, hvad priser bruges til. Det bliver gjort gennem sjove eksempler og øvelser, samt filosofisk og økonomisk teori. Stefan K. Sløk-Madsen har selv praktisk erfaring med prisfastsættelse som blandt andet iværksætter.

Nye trends i Japan
Danmark eksporterer rigtig mange varer til Japan. Hvordan opfatter japanerne kongehuset, H. C. Andersen og vikingerne? Hvilke forskelle og ligheder er der mellem danskere og japanere? Og hvilken betydning får disse forskelle for landenes samhandel? Det er spørgsmål, som lektor Lisbeth Clausen vil give svar på i sit foredrag.

Privatøkonomi og finansiering
Hvordan undgår man at dumme sig for meget som privat person, når det drejer sig om privatøkonomi? Professor Michael Møllers foredrag behandler privatøkonomiske problemstillinger med hovedvægt på finansierings-, forsikrings- og investeringsbeslutninger.

Skattely og multinationale selskaber
De seneste år har beskatningen af multinationale selskaber fyldt mere og mere i de danske medier. Emnet er dog særdeles komplekst. Adjunkt Michael Tell vil i dette foredrag gøre det muligt for udenforståendeat forstå og diskutere multinationale selskabers skatteplanlægning.

The T-shirt is the message. Om identitet og T-shirt kommunikation
Hvordan er T-shirten blevet et udtryk for personlig og social identitet? Det har lektor Karl-Heinz Pogner forsket i.
T-shirten er blevet et vigtigt kommunikativt redskab, og i foredraget vil man kunne opleve et anderledes modeshow. Der vil blive fortalt historier om T-shirtens udvikling fra at være et traditionelt stykke tøj til i dag også at være et udtryk for globale fænomener.

The psychology of pricing
Pris repræsenterer det, du betaler – værdi er, hvad du får. Dette foredrag vil tage udgangspunkt i det faktum, at både forbruger og virksomhed agerer irrationelt, når det kommer til prisfastsættelse. Ekstern lektor Martin Jarmatz vil relatere relevant teori til praktiske eksempler, og man vil som deltager have mulighed for at afgøre foredragets videre retning. Efter foredraget vil virksomheder være bedre klædt på til at forstå deres forbrugere, mens forbrugerne vil blive i stand til at optimere deres indkøbr.

Tal dansk til din robot - speak English to your robot
Robotter er i voldsom udvikling herhjemme og bliver brugt i professionelle sammenhænge, men hvad skal der til for at indvie robotter i de danske hjem? Lektor Peter Juel Henrichsen vil præsentere de teknologier, der styrer robottens funktioner, såsom ”ører” og ”stemme”,  og hvordan et mundtligt dialogsystem kan instruere maskinen i en arbejdssammenhæng. Foredraget afsluttes med en diskussion af robottens fremtidige muligheder.

Storytelling in organizations
Storytelling er et vigtigt redskab, der kobler virksomhedens egne historier sammen med dens medarbejderes fortællinger. Til dette foredrag vil adjunkt Anna Linda Musacchio Adorisio diskutere livet i organisationen ud fra et storytelling-perspektiv. Fokus vil være på, hvordan storytelling opfattes og benyttes af organisationens medlemmer.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 17/12/2017