CBS støtter det ukrainske folk

Alle danske universiteter indstiller sine samarbejder med Rusland og Hviderusland om forskning og uddannelse.

01/03/2022

Photo: Chuko Cribb, Unsplash
Photo: Chuko Cribb, Unsplash

De otte danske universiteter fordømmer tirsdag i fællesskab den russiske invasion af Ukraine og afbryder al samarbejde med russiske og hviderussiske statslige samarbejdspartnere om forskning og uddannelse.

- Vi har i Danske Universiteter i dag besluttet sammen at støtte op om det ukrainske folk ved at indstille alle formelle institutionelle samarbejder om uddannelse og forskning med russiske og hviderussiske statslige samarbejdspartnere, siger Inger Askehave, konstitueret rektor på CBS.

Den fælles pressemeddelelse og fordømmelse af den russiske invasion af Ukraine fra de otte danske universiteter kan læses her.

Ministeren for Uddannelse og Forskning, Jesper Petersen (S), har tirsdag eftermiddag sendt en pressemeddelelse ud med opfordring til at indstille samarbejder, den kan læses her.

For CBS' vedkommende betyder det, at alle formelle institutionelle samarbejder, altså rektor og rektor imellem, indstilles. Det drejer sig primært om partnerskabsaftaler med tre universiteter. CBS har ikke studerende på studieophold i Rusland, Hviderusland eller Ukraine. CBS følger sammen med de øvrige universiteter situationen og overvejer løbende, om der er behov for yderligere tiltag.

- Det er en frygtelig situation og vi må alle gøre, hvad vi kan for at hjælpe gennem vore netværk. Vi får mange henvendelser fra studerende og medarbejdere om, hvad der kan gøres for at støtte krigens ofre, her vil jeg opfordre til at gå gennem de etablerede organisationer, siger Inger Askehave.

Støtte kan gives gennem fx Dansk Røde Kors, Røde Kors Ukraine, Dansk Flygtningehjælp, Unicef eller Red Barnet.

CBS har en oversigt over forskere med viden relateret til Krigen i Ukraine. Den findes her. Hvis du har forslag til listen, kan du maile info@cbs.dk.

 

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 11/07/2023