Introforløb er evalueret
Der er pæne karakterer til årets introforløb på CBS fra studerende. Årets evalueringer er gennemgået, og 9 ud af 10 svarer, at introforløbet har været godt eller meget godt, mens hytteturene vurderes til 4,5 på en 5-trins skala.
- Alt i alt har der været stor tilfredshed med introforløbene hos vores studerende. Festlighederne har generelt været mere dæmpede i år, men der er enkelte sager, som vi undersøger, siger prodekan Annemette Kjærgaard.
CBS havde sidste år nogle episoder på introforløbene af grænseoverskridende adfærd, som var i strid med ordensreglementet. Som en konsekvens blev initiativet Ny Start sat i gang. Formålet var at gentænke introforløbene.
- Vi ønskede at sætte et større fokus på fagligt indhold og socialt integrerende aktiviteter. Vi har været meget tilfredse med det store arbejde, som introvejlederne i tæt samarbejde med studienævnene har gjort for at sikre, at nye studerende har følt sig vel modtaget på CBS, siger Annemette Kjærgaard og fremhæver som eksempel på nye retningslinjer: Forkortelse af hytteture til max 3 overnatninger, ingen alkoholindtagelse før kl. 17.00 og ingen spiritus over 16 % på hytteturene.
Alle evalueringerne er blevet nærlæst. 23 besvarelser vurderer introforløbene til dårlige eller meget dårlige, og årsagerne spænder fra dårlige badeforhold til for lidt eller for dårlig mad, barnlige slagsange, sure introvejledere og for meget spildtid mellem aktiviteter.
Der er desuden 20 kommentarer i fritekstfelter, som CBS undersøger nærmere. Nogle af kommentarerne vedrører samme begivenhed. Kommentarerne drejer sig blandt andet om aktiviteter som forudsatte alkoholindtagelse (eller med et overdrevet fokus på alkohol), aktiviteter som oplevedes grænseoverskridende, herunder aktiviteter med seksuelle eller religiøse undertoner, eller klager over introvejlederes uvenlige eller upassende opførsel. De konkrete kommentarer drejer sig blandt om vin drukket gennem en tampon, et omvendt jødisk bryllup og en såkaldt tøjkæde.
- Kommentarerne i evalueringerne er anonyme, og vi har ikke modtaget nogen klager. Vi undersøger nu sagerne gennem de enkelte studier. Når sagerne er blevet belyst, vurderer vi, om det skal have konsekvenser for studerende eller de ansvarlige introvejledere, siger Annemette Kjærgaard og fortsætter:
- Overordnet er det vores indtryk, at der ikke er nogen sager af samme kaliber som sidste år, og at studerende har taget reglerne til sig. Men vi kan nok aldrig undgå at se overtrædelser af retningslinjerne, når 2700 studerende er på introforløb, så vi fortsætter med initiativet Ny Start, siger Annemette Kjærgaard.
For flere oplysninger kontakt prodekan Annemette Kjærgaard mail amk.ikl@cbs.dk eller pressekontakt.