Ny HD-uddannelse skal dække behovet for innovation og nytænkning

Dette efterår starter CBS en ny HD 2. del-uddannelse, der har fokus på innovation. Den innovative tilgang til arbejdet kan være med til at styrke en virksomheds økonomiske vækst og konkurrenceevne og henvender sig til en bred målgruppe i erhvervslivet.

23/09/2016

HD
Dette efterår starter CBS en ny HD 2. del-uddannelse, der har fokus på innovation. Foto: Marion Poetz.

Produkters forkortede levetid, forbrugernes stigende krav og den digitale transformation har gjort innovation til en nødvendighed i mange virksomheder. Samtidig er det en aktivitet, som er med til at sikre virksomhedernes konkurrenceevne og økonomiske vækst, fortæller Marion Poetz, som er linjekoordinator for HD Innovation Management.

Det er nogle af grundene til, at CBS har valgt at oprette en ny HD 2. del, som har sit fulde fokus på innovation, og det er ligeledes i tråd med ministeriets ønske om undervisning inden for innovation på tværs af alle uddannelsesniveauer.

Den nye HD 2. del i Innovation Management har en række karakteristika, som adskiller den fra de andre HD-uddannelser, blandt andet undervises der kun på engelsk, og der er et stort fokus på networking-aktiviteter og det at skabe bro mellem teori og praksis.

- Det, at Innovation Management er på engelsk, giver adgang til at anvende undervisere og gæstetalere fra mange forskellige universiteter og innovative organisationer på tværs af grænser. Desuden skaber det et mere internationalt hold af studerende og forelæsere, hvilket er i tråd med vores høje fokus på networking, forklarer Marion Poetz.
 
For at tilgodese de studerende, som måtte komme langvejsfra, samt dem som arbejder fuldtid, er uddannelsen bygget op omkring weekend-workshops og online undervisning. De andre HD-uddannelser har som regel aftenundervisning i løbet af ugen. Ved at anvende en anderledes struktur er håbet ifølge Marion Poetz, at det kan tiltrække nogle nye grupper af studerende.

- Uddannelsen henvender sig til folk på tværs af brancher, men den er særligt interessant for specialister såsom ingeniører og forskere, mellem- til topledere samt konsulenter, som gerne vil påvirke deres karriere eller nuværende arbejdsplads ved at kunne skabe, facilitere og implementere innovation, uddyber Marion Poetz.

Ligesom det gælder for de andre HD-uddannelser, er Innovation Management en fleksibel deltidsuddannelse, som kan tilpasses den enkeltes hverdag, hvilket betyder, at man har mulighed for at tage fagene som enkeltfag.

Den 15.-17. november afholdes der informationsmøder, hvor man kan høre mere om alle de HD-uddannelser, der udbydes på CBS

Læs mere om den nye uddannelse

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 17/12/2017