Ny uddannelse udbudt af KADK og CBS kobler design og forretning
Til september slår KADK og CBS dørene op for en ny kandidatuddannelse, ” Strategisk design og Entreprenørskab”, der er den første af sin slags i Danmark. Uddannelsen vil kombinere de faglige kompetencer fra kunstneriske design- og arkitektuddannelser med de erhvervsmæssige og økonomiske kompetencer fra en erhvervsøkonomisk uddannelse.
Formålet med uddannelsen er at uddanne arkitekter og designere til at blive bedre til at forstå og bedrive forretning – og CBS-studerende kan få viden om, hvordan de kunstneriske fag fungerer og dermed bringe disse fag endnu bedre i spil i dansk erhvervsliv.
Uddannelsen startes op på et tidspunkt, hvor regeringen har besluttet at sætte et større fokus på at øge muligheder for vækst i den kreative branche, og Erhvervsministeren netop har nedsat et vækstteam for de kreative erhverv. Dermed vil den også komme til at bidrage til et aktuelt erhvervspolitisk behov.
Rektor Lene Dammand Lund, KADK, siger:
”Jeg ser utrolig meget frem til, at KADK og CBS styrker samarbejdet. Der er meget store potentialer i at koble færdigheder inden for design og arkitektur med en endnu større forretningsmæssig viden om entreprenørskab. Jeg mener, det er en vigtig uddannelsesmæssig opgave at styrke den tværgående viden, og at vi dermed giver markedsmulighederne inden for vores fag et ekstra skub”.
Rektor Per Holten-Andersen, CBS, udtaler:
"På CBS er vi meget begejstrede for at kunne udbyde denne nye uddannelse i samarbejde med KADK. Entreprenørskab er et strategisk vigtigt område for CBS, ligesom vi ser et stort potentiale i områderne kunst, kultur og design – både i et samfundsøkonomisk og et kommercielt perspektiv. I Danmark er vi kendte for vores design og arkitektur, og med denne nye uddannelse kan vi uddanne kandidater, der har den nødvendige viden og forståelse på tværs af fagområder til at samarbejde og skabe værdi baseret på kunstneriske kompetencer og design".
Samtidig lægges der stor vægt på konkrete samarbejder med virksomheder undervejs i forløbet – og at placere studieprojekterne i relevante samfundsmæssige kontekster.
Uddannelsen etableres derfor i et tæt samarbejde med BLOXHUB, som er et nyt internationalt netværk initiereret af Realdania, Erhvervsministeriet og Københavns Kommune, og hvis formål er er skabe bæredygtige løsninger på fremtidens stigende urbanisering - på tværs af fagligheder. BLOXHUB kommer til at stille konkrete opgaver og udfordringer til de studerende, som derved får erfaring fra helt aktuelle problemstillinger.
Mette Kynne Frandsen, CEO Henning Larsen Architecs, siger:
”Jeg hilser den nye uddannelse meget velkommen. Det er helt oplagt at skabe en større synergi mellem de kunstneriske kompetencer fra KADK – og de kommercielle kompetencer fra CBS. Vi har et behov ude på tegnestuerne for medarbejdere, der forstår at kombinere de to vidensfelter allerede når de kommer ud fra uddannelsesinstitutionerne, særligt fordi markederne er så omskiftelige. Det er helt sikkert noget, som vi vil få gavn af i arkitektbranchen”.
Uddannelser, der kombinerer kunstneriske kompetencer og forretningsforståelse, har tidligere været afprøvet i udlandet med succes for eksempel på Aalto Universitetet (Finland), MIT- Massachusetts Institute of Technology (USA) og Parsons School of Design (USA).
For yderligere oplysninger kontakt:
Inge Henningsen, Pressekonsulent ved KADK, E: inge.henningsen@kadk.dk; M: 4170 1533
Læs mere om uddannelserne her:
KADK: https://kadk.dk/en/programme/strategic-design-entrepreneurship
CBS: https://www.cbs.dk/uddannelse/kandidat/candsoc-msc-in-social-science/strategic-design-and-entrepreneurship
Introfilm om uddannelsen:
https://kadk.dk/en/programme/strategic-design-entrepreneurship