Michael
Hvorfor valgte jeg min uddannelse?
Jeg har valgt HA(fil.), fordi jeg altid har haft en stor interesse for økonomi. Jeg har arbejdet inden for området allerede før uddannelsen, fordi jeg synes at det er spændende. Jeg har også altid haft stor interesse for mennesker og for at kunne forstå, hvordan ting hænger sammen. Jeg har altid oplevet min interesse for økonomi og mennesker som to forskellige sider af mig selv. Men da jeg opdagede HA(fil.), fik jeg en følelse af at kunne forene de to ting i mig selv og komme til at arbejde med begge dele senere i livet.
Hvad synes jeg er det bedste?
Det bedste ved HA(fil.) er variationen i de forskellige fag. Det er for mig fantastisk at kunne udfolde nogle nørdede sider af mig selv i de mere økonomiske og matematiktunge fag, men samtidig blive udfordret på et meget større og filosofisk plan. Jeg oplever virkelig filosofien som ikke bare en uddannelse, men en dannelse i sig selv, hvilket overraskede mig virkelig meget.
Jeg holder også af studielivet på HA(fil.). Jeg nyder friheden til at lægge præcis den indsats, jeg forventer af mig selv.
Hvad synes jeg er svært?
På HA(fil.) er det sværeste for mig at forstå de filosofiske tekster. Jeg er ikke en stærk læser, og derfor er det altså svært for mig at tage det ind. Jeg forsøger altid at kæmpe med teksterne, fordi jeg føler, det er vigtigt at have føling med filosoffen, inden den rigtige forståelse kommer til forelæsningerne.
Det er også svært at vide præcis, hvordan jeg skal forberede mig til undervisningen uden at bruge for meget tid, men samtidig være fuldstændig klar til at kunne tage det hele ind.
Hvad ville jeg gerne have vidst, inden jeg startede på studiet?
Jeg ville gerne have vidst mere om, hvad bøgerne ville koste mig, eller hvordan og hvilke tekster jeg skulle anskaffe. Jeg kunne også godt have brugt mere praktisk information om eksamener, navigation på områderne, valgfag, udveksling og praktik.
Hvad vil jeg gerne efter mit studie?
Efter mit studie vil jeg gerne arbejde i ledelsen af en virksomhed. Jeg drømmer om en stilling som økonomichef eller direktør, hvor jeg gerne vil samle en masse erfaringer og en stor opsparing, inden jeg starter selvstændig som ejendomsinvestor.
Efter bacheloren forventer jeg at tage et sabbatår, inden jeg kører videre med en kandidat i styring og ledelse.
Hvis jeg kunne give mig selv et godt råd, inden jeg startede...
Et godt råd til mig selv vil være at undersøge Facebook-grupper om de bøger, der skal bruges. Overvej at købe filosofibøgerne. Jeg endte med at blive virkelig glad for dem og vil gerne have dem på min boghylde.
Lav det store arbejde mellem eksamenerne med gode noter og god forståelse. Så bliver eksamensperioden ikke noget problem.
Det er helt okay med forskellige styrker i studiegrupperne. Husk at bruge hinanden - sådan er det virkelige arbejdsliv.