Habib

Mød Habib, en studerende fra HA(it.) - erhvervsøkonomi og informationsteknologi

Hvorfor valgte jeg min uddannelse?
Efter at have gået på en anden videregående uddannelse tidligere, indså jeg, at mine interesser kunne ændre sig over tid. Jeg ønskede derfor en uddannelse, der kunne give mig stabilitet, jobsikkerhed og en god løn. HA(it.) kombinerer erhvervsøkonomi og IT på en spændende måde, som åbner op for mange jobmuligheder. Teknologiens udvikling i de seneste år har vist, hvor vigtigt det er at have IT-kompetencer, og jeg så det som en unik mulighed at være en del af fremtidens digitale landskab.


Hvad synes jeg er det bedste?
Det bedste ved studiet er den fantastiske kultur, hvor man altid hjælper hinanden, både fagligt og socialt. Uddannelsen giver også en bred indsigt i de teknologiske aspekter inden for erhvervsøkonomi. Jeg blev positivt overrasket over, hvor stor og fascinerende IT-verdenen er - fra JavaScript-funktioner og databaseopsætning til informationssystemer og IT-projektledelse.


Hvad synes jeg er svært?
En af de største udfordringer, jeg har oplevet, var at finde balancen mellem studie og fritid, især under eksamensperioder. Det var ofte svært at håndtere den store mængde pensum og udvikle effektive studiemetoder. Derudover var det udfordrende at tilpasse sig livet i en ny by, hvor jeg næsten ikke kendte nogen.
 


Hvad ville jeg gerne have vidst, inden jeg startede på studiet?
Der er ikke én specifik og korrekt måde at studere på. Vi er alle forskellige og har hver især vores egne standarder, når det kommer til at studere. At finde den studieteknik, der passer bedst til en selv, kan tage lidt tid, og det er helt normalt.

Det er vigtigt at være tålmodig og lære af sine fejl frem for at køre sig selv ned over dem. Der er nogle lange år i vente, og en enkelt fejl definerer ikke din evne til at klare dig godt på studiet.


Hvad vil jeg gerne efter mit studie?
Mine fremtidsplaner har ændret sig meget over tid, og det vil de sikkert fortsætte med at gøre. Heldigvis giver min uddannelse et hav af muligheder, og jeg føler mig ikke låst fast inden for et specifikt område. I øjeblikket er min passion for IT det mest dominerende felt. Jeg har overvejet alt fra cyber security og konsulentarbejde til mere ambitiøse planer som at blive direktør for en førende IT-virksomhed eller starte mit eget firma.


Hvis jeg kunne give mig selv et godt råd, inden jeg startede...
Det hele skal nok gå, og husk på, at de fleste er i samme båd som dig. Din tid på CBS vil være en af de mest mindeværdige oplevelser, så husk at værdsætte det privilegium, det er at være blevet optaget på et så prestigefyldt og konkurrencepræget universitet. CBS er en guldmine af muligheder, så udnyt alle de forskellige aktiviteter og arrangementer, der kan berige dit sociale liv. Husk at balancere studierne med sociale aktiviteter, da begge dele er vigtige for et berigende studieliv.

Sidst opdateret: Web editor - Student Communications // 03/10/2024