Dramatisk turnaround for GN Store Nord

Var historien om GN Store Nords turnaround en film, ville publikum undervejs sidde på kanten af sæderne med tilbageholdt åndedrag – så dramatisk er den. Ny bog af CBS-forsker Martin Jes-Iversen dokumenterer, hvordan GN Store Nord får vendt truende kollaps til succes.

27/02/2015

Dramatisk turnaround af GN Store Nord
(Photo: GN Store Nord)

Af Claus Rosenkrantz Hansen, CBS Bibliotek

Da nordmanden Per Wold-Olsen i 2009 hentes ind som ny bestyrelsesformand for GN Store Nord, er det til en virksomhed i dyb krise. Allerede i 2007 er virksomheden truet på livet, og et fejlslagent salg af datterselskabet GN Resound efterlader C.F. Tietgens gamle virksomhed fra 1869 vingeskudt og på kanten af opløsning. 

Men som en groggy bokser på kanten af knockout får GN Store Nord vendt kampen – kulminerende sidste år, hvor virksomheden kunne præsentere en omsætning på 6,8 mia. kr., en overskudgrad på 19 procent – og ikke mindst et bemærkelsesværdigt og perspektivrigt partnerskab med Apple.

Det er lektor Martin Jes-Iversen, der i bogen Turnaround – Kampen om GN Store Nord fortæller historien om GN Store Nords kamp for igen at blive en levedygtig global virksomhed.

Spænder virksomhedens livrem ind
Som led i arbejdet med bogen har han haft unik adgang til virksomhedens arkiv. I papirerne har han fået lejlighed til at kigge ledelsen over skulderen – også på de møder, hvor de svære, men nødvendige beslutninger om virksomhedens fremtid blev truffet.

”Udgangspunktet for GN Store Nords turnaround er, at de kigger tilbage til dengang, hvor virksomheden gik godt. De får identificeret virksomhedens kernekompetencer, for uden dem er der ikke noget at bygge videre på,” forklarer Martin Jes-Iversen.

”Dernæst får de trimmet omkostningerne. Justering af omkostningsniveauet var noget, Per Wold-Olsen allerede fra begyndelsen lagde stor vægt på.  Der var ingen undskyldninger – det skulle der være styr på.”

Smartphones og høreapparater smeltes sammen
Med styr på virksomhedens omkostninger kunne GN Store Nord tage det næste skridt. Der kunne bygges ovenpå. Martin Jes-Iversen mener, at det er her, at virksomhederne for alvor står deres prøve. De fleste virksomheder kan iværksætte en hestekur og følge den – men skal virksomhederne virkelig rykke frem i geledderne og blive store, skal der investeres. 

”Det er her, at man har brug for at vide, hvor kompetencerne ligger. Men det er også her, at man skal identificere, hvad der mangler. GN Store Nord stod stærkt, hvad angår udvikling af ny teknologi, men de havde svært ved at afsætte den, fordi de havde glemt at spørge kunderne om, hvad de havde brug for. Så den ny teknologi stod alene. Den var ikke koblet til de rette kundegrupper,” siger Martin Jes-Iversen.

GN Store Nords ingeniører havde med lidt andre ord travlt med at udvikle ny teknologi, men gjorde det i blinde. Det skulle der laves om på. Per Wold-Olsen ville have ’kommercialisering af innovation’.

Gennembruddet kom med lanceringen af verdens første trådløse 2,4 GHz-høreapparat i 2010, som i en senere version og i samarbejde med Apple kunne kobles til musikoplevelser, podcasts og mobiltelefonsamtaler.

Det bliver gennembruddet. Fra at have været til tælling udvikler GN Store Nord sig til at blive en magtfaktor inden for høreapparatsindustrien, og nu er det konkurrenterne – virksomheder som Oticon, Widex og Siemens – der groggy står og ser til på sidelinjen.

Hver sin virksomhed - hver sin historie
GN Store Nord er ikke ene om at måtte lave om efter år med dårlige resultater. Også Vestas, Lego, Danske Bank og Danfoss har stået i samme situation.

Men der findes ingen fælles opskrifter på en succesfuld turnaround – dertil er alle virksomheder for forskellige.

”Man kan ikke kondensere en empirisk opskrift på, hvordan man løser en virksomheds problemer. Hver sin virksomhed, hver sin historie. Men der er især et træk, som alle virksomheder må gøre. Det vil for alle virksomheder dreje sig om at få defineret sine kompetencer – det er forudsætningen for at kunne vende nedgang til succes, som GN Store Nord har gjort det.”

Martin Jes-Iversen er lektor på Department of Management, Politics and Philosophy og tilknyttet Center for Business History.  

 

Du kan låne bogen hos CBS Bibliotek

 

Eller du kan købe bogen hos Academic Books.

 

Sidst opdateret: CBS Library // 25/04/2018