EU’s nyligt vedtagne bankunion når ikke i mål

Af Claus Rosenkrantz Hansen

Europa-Parlamentet sagde for nogle uger siden ja til sidste del af den bankunion, der kom på tegnebrættet efter finanskrisen. Bankunionens fornemste opgave er at sikre EU-borgernes skattepenge, når banker ender i problemer, som det skete i 2008, hvor skattefinansierede bankpakker måtte agere bolværk mod bankkrak over hele Europa.

Betyder bankunionen så, at EU-borgernes skattepenge er sikrede i tilfælde af kommende bankkrak? Nej, mener CBS-forsker Georg Ringe, der er professor i International Erhvervsret på Juridisk Institut.

”I sin nuværende form, mener jeg ikke, at den vedtagne bankunion vil kunne håndtere situationen, hvis store banker kommer i knibe. Indskydere og kortfristede kreditorer vil ikke være tilstrækkeligt sikrede i tilfælde af bankkrak, og der er risiko for, at skatteyderne igen vil komme til at stå med regningen, hvis store banker skal stabiliseres,” mener Georg Ringe.

Et af bankunionens svage led er den såkaldte krisehåndteringsfond. Det er meningen, at fondens midler skal finde anvendelse, hvis en bank kommer i krise. Men Georg Ringe mener ikke, at fondens størrelse er tilstrækkelig.

De 55 mia. euro, som fonden i løbet af otte år vil indeholde, er slet ikke nok til at sikre banker af en vis størrelse. Mindst det tidobbelte af det beløb er nødvendigt, hvis banker som Danske Bank eller Deutsche Bank er i risiko for at krakke, mener Georg Ringe.

Bankerne skal selv levere stødpuden
Derfor har Georg Ringe sammen med professor Jeffrey N. Gordon, professor på Colombia Law School, skrevet artiklen ”Resolution in the European Banking Union: A Transatlantic Perspective on What It Would Take”.

I artiklen fremlægger de forslag til, hvordan den europæiske bankunion kan ændres, så den kommer i mål og bliver en troværdig mekanisme til at håndtere finansielle krisesituationer i banker på tværs af EU.

Hjørnestenen i forskernes forslag er, at bankerne selv skal levere den stødpude, der skal til, hvis de kommer i problemer. Hvis bankerne selv forsikrer sig, vil skatteyderne på tværs af EU ikke længere risikere at stå med regningen, hvis en bank er i fare for at gå under, og det vil overflødiggøre behovet for en fond, som alligevel er utilstrækkelig.

”Vores forslag baseres på, at bankerne selv skal sikre sig i tilfælde af, at de kommer i finansiel krise. Bankerne skal sikre sig ved at have oparbejdet en tilstrækkelig mængde gæld, som i krisetilfælde kan konverteres til ejerkapital, så bankerne selv er i stand til at dække deres tab. Dermed er det bankerne selv, der står for genetableringen og ikke skatteyderne i EU. Og når bankerne selv bliver ansvarlige, vil det betyde langt større opbakning til bankunionen på tværs af EU,” forklarer Georg Ringe.

Opbakning til bankunionen er nemlig et kildent problem. Det er svært at blive enige på tværs af grænserne, fordi der er tab af suverænitet og mange skattekroner på spil.

Bankunionen er for vigtig til kun at fungere på halv kraft
Et synligt resultat på uenighederne er, at man har overladt til de enkelte stater at kompensere indskyderne, hvis en bank krakker. Oprindeligt skulle den del ellers indgå i bankunionens regi, men med den nuværende aftale har bankunionen kun mandat til at sige til de enkelte lande, at de skal sørge for en kompensationsordning.

Georg Ringe mener, at det er vigtigt at sørge for opbakning til bankunionen på tværs af EU. Hvis ikke bankunionen kommer til at fungere efter hensigten, vil situationen i EU komme til at ligne situationen efter 2008, hvor enorme mængder af skattekroner blev pumpet ud i bankerne i forsøget på at stabilisere store og vigtige banker i EU.

”Banker af en vis størrelse kan vi ikke bare uden videre lade gå under. Dertil er konsekvenserne for store. Det skaber alt for store omkostninger – i første omgang for det land, som banken hører ind under, men senere også for de øvrige EU-lande. Derfor er det vigtigt at skabe forudsætninger, så store banker kan reddes, uden at det koster skatteborgerne dyrt. Det kræver en velfungerende bankunion,” siger Georg Ringe.