Hotelkæder kigger efter gæstfrihed i jagten på nye destinationer

Ny undersøgelse viser, at gæstfrihed, infrastruktur og lav kriminalitet er de tre vigtigste faktorer, når internationale hotelkæder kigger efter nye steder at placere deres hoteller. Den viden kan hjælpe byer som København til at bruge ressourcerne bedre, når nye hoteller skal lokkes til byen.

06/11/2015

Attracting international hotels
(Copyright © Joao Seabra/Shutterstock.com)

Af Claus Rosenkrantz Hansen

Internationale hotelkæder er attraktive at få til landet. De skaber nye jobs, de stimulerer de lokale hoteller til udvikling af nye services, og så er de i kraft af deres blotte tilstedeværelse og brandkvaliteter med til at tiltrække ikke bare turister, men også internationale konferencer og kongresser.

Derfor er interessen for at lokke internationale hotelkæder til landet stor, og byer som København vil gerne gøre sig attraktive over for store hoteller. Men hvad er det, der har betydning, når en international hotelkæde skal udvide porteføljen af hoteller på en ny destination?

Det simple svar er indtjening. Hvis en hotelkæde tror, at den kan tjene flere penge på destination X end destination Y, vælger kæden destination X. Lidt sværere er det at besvare, hvad det er for lokale faktorer, der får en hotelkæde til at se et indtjeningspotentiale og bestemme, om den vælger X eller Y.

Det spørgsmål har tre forskere sat sig for at undersøge i artiklen ”Attracting international hotels: Locational factors that matter most”.

Lektor Alexander Josiassen fra Department of Marketing på CBS er en af forskerne bag undersøgelsen:

”I artiklen undersøger vi, hvilke lokale faktorer der har størst betydning for en hotelkædes valg af destination. Det, vi kommer frem til, er, at faktorer som gæstfrihed og infrastruktur har størst betydning for at tiltrække internationale hoteller. Samtidig kan vi se, at kriminalitetsraten har den største negative betydning.”

23 faktorer undersøgt
Det er ikke så få faktorer, forskerne har i kikkerten. I alt undersøges hele 23 forskellige faktorer.

”For at finde frem til, hvilke lokale faktorer, der kunne have en betydning, har vi interviewet marketingsdirektører fra kendte internationale hoteller som JW Marriott, Hyatt og Best Western. Vi spurgte direktørerne om, hvad de kigger på, når de skal vælge nye destinationer, og de svar resulterede i en liste, som udgøres af 23 forskellige faktorer ” forklarer Alexander Josiassen.

For at prioritere listen og finde ud af, hvilke faktorer, der har den største betydning, går de tre forskere et skridt videre end den hidtidige forskning på området.

Hvor den hidtidige forskning udelukkende baserede rækkefølgen på interviews, er det beregninger på baggrund af indsamlede data, som udgør baggrunden for artiklens resultater.

”En af de største forskelle på vores og tidligere undersøgelser er, at vi har inddraget data fra turistdestinationer verden over, og det er på baggrund af beregninger af de data, at vi kan sige, at gæstfrihed rent faktisk er den vigtigste faktor. Det betyder, at vi er de første til at lave faktiske målinger af, hvordan det hænger sammen, og det er et væsentligt skridt videre end tidligere undersøgelser, der er baseret på nogle få personers meninger,” mener Alexander Josiassen. 

Optimer brugen af ressourcer
Alexander Josiassen mener, at forskningsresultaterne bør være med til at vise vejen for, hvordan ressourcerne skal fordeles inden for turistbranchen.

Med artiklen i hånden bliver det nemmere at prioritere, hvad der skal fokuseres på, hvis man som turistby vil bane vejen for ankomsten af nye internationale hotelkæder.

”Vores undersøgelser viser, at den bedste måde at bruge sine ressourcer på, er på tiltag, der forbedrer de faktorer, der topper listen, herunder gæstfrihed. Det er en både kompleks og svær opgave, men hvis man lykkes med den, vil man stille sig bedre i kampen om at tiltrække de internationale hotelkæder,” siger Alexander Josiassen.

”Attracting international hotels: Locational factors that matter most” er forfattet af A. George Assaf, Frank W. Agbola og Alexander Josiassen og publiceret i tidsskriftet Tourism Management.

 

For mere info, kontakt Alexander Josiassen.

 

Sidst opdateret: CBS Library // 25/04/2018