Hvad skete da værfterne lukkede?
Da værfterne lukkede - Transformationen af den danske værftsindustri 1975-2015 fortæller om lukningen af de store danske stålskibsværfter i 1980’erne og 1990’erne.
Lukningen af B&W i 1980, Nakskov Skibsværft i 1986-87, Aalborg Værft i 1987-88, det rekonstruerede B&W Skibsværft i 1996 og Danyard Frederikshavn i 1999. Bogen adskiller sig imidlertid fra andre bøger om dansk værftsindustri ved også at undersøge tiden efter værftslukningerne.
Værftslukningerne var nemlig ikke blot afslutningen på en æra i dansk erhvervshistorie. De var også begyndelsen til noget nyt. Fra de lukkede værfter opstod mindst 27 nye virksomheder, der videreførte forskellige aktiviteter fra værfterne.
Innovative entreprenører forsøgte at anvende produktionsanlæg og værftsarbejdernes viden på nye måder, og i dag er flere af disse virksomheder globale markedsledere inden for deres respektive felter. Værftslukningerne bør således ses som en omstilling og ikke blot som en afslutning.
Bogen fortæller også, hvad der skete med 9.400 værftsarbejdere, der blev afskediget i forbindelse med værftslukningerne. Dette studie bygger på registerdata fra Danmarks Statistik og viser, hvordan værftsarbejdernes kompetencer blev benyttet i andre dele af dansk erhvervsliv.
Endelig følger bogen udviklingen af de tidligere værftsområder frem til i dag, hvor de benyttes som erhvervsparker, til kulturelle formål, til kontorer og boliger ved havnefronten eller ligger øde hen.
Da værfterne lukkede kaster nyt lys på de danske værftslukninger i en tid, hvor udflytningen af danske industriarbejdspladser spiller en større rolle end nogensinde.
Thomas Roslyng Olesen er adjunkt ved Department of Innovation and Organizational Economics ved CBS. Han er også knyttet til Business-in-Society-platformen CBS Maritime.
Du kan reservere bogen Da værfterne lukkede hos CBS Bibliotek.
Eller du kan købe den hos Academic Books. |