Tyske virksomheder vender hjem

Af Claus Rosenkrantz Hansen, CBS Bibliotek

Egentlig var de aldrig væk – virksomhederne. De blev stadig drevet fra Tyskland, og det var stadig i Tyskland, at de betalte skat. Men ligesom mange andre virksomheder over hele EU har tyske virksomheder i tusindvis benyttet sig af EU’s fri marked og ladet sig registrere i især England. Hvorfor? Fordi England kunne tilbyde langt mere attraktive forhold for virksomhederne end Tyskland, hvor især kapitalkrav var kilde til irritation for især de nystartede virksomheder.

Op mod 45.000 tyske virksomheder bevægede sig i perioden fra 1999 og frem til 2006 over kanalen, hvor de kunne lade sig registrere for et enkelt engelsk pund. Til sammenligning skulle virksomheder i Tyskland i samme periode stille med en minimuskapital på 25.000 euro – i Danmark skulle man rejse 125.000 danske kroner for at kunne starte sin virksomhed.

Men så sker der et eller andet. Antallet af tyske virksomheders flugt over kanalen hører op. Den tyske regering hævder, at de er årsagen i den udvikling, fordi de med succes har lavet en række lovændringer, der lever op til virksomhedernes krav om forbedrede forhold, og som i al enkelthed mere eller mindre kopierer den engelske model ved blandt andet at slække på kapitalkravene til virksomhederne.

Unødvendige lovændringer
Ikke alle er imidlertid enige i den tyske regerings udlægning. Georg Ringe er professor på Juridisk Institut på CBS. Han forsker på området, og i artiklen ”Corporate Mobility in the European Union – a Flash in the Pan?” stiller han spørgsmålstegn ved den tyske regerings konklusion.

”Det er rigtigt, at antallet af tyske virksomheder, som indregistrerer sig i England, falder markant, men noget tyder på, at faldet ikke hænger sammen med den tyske regerings ændringer af forholdene for virksomhederne. Ifølge min forskning topper antallet af tyske virksomheder, der lader sig registrere i England, i 2006 for derefter at falde, men den tyske regerings lovændringer træder først i kraft i 2008,” forklarer Georg Ringe.

I artiklen sammenligner Georg Ringe med tilsvarende tal fra Østrig. Og billedet er det samme – antallet af virksomheder, der lader sig registrere i andre lande falder efter 2006. Og det er interessant, for på et afgørende punkt adskiller de to lande sig fra hinanden: Den østrigske regering har ikke introduceret sammenlignelige lovmæssige forbedringer for virksomhederne. Også det taler imod den tyske regerings konklusion.

Georg Ringe er ikke i tvivl om, at de tyske justeringer i det lange løb har medvirket til, at færre virksomheder vælger England fremfor Tyskland. Men han mener, at andre faktorer også har betydning for, at færre tyske virksomheder registrerer sig i England. Og i sidste ende rejser det spørgsmålet om, hvorvidt den tyske regerings lovændringer overhovedet var nødvendige!

Er græsset altid grønnere på den anden side af kanalen?
Hvad medvirker så til det markante fald efter 2006? Endnu er der ikke lavet tilstrækkelig med forskning på området, men ifølge Georg Ringe er det ikke uden konsekvenser for et firmas image og værdi, at man fra at være solidt forankret i et lokalsamfund pludselig lader sig registrere i et andet land. Det virker mistænkeligt, at man som virksomhed ikke længere vil acceptere de samme regler og love, som aftagerne af ens produkter er underlagt.

Dertil kommer, at græsset ikke altid grønnere på den anden side af kanalen. Godt nok skal man kun stille med et pund som minimumskapital, men England stiller i forhold til de fleste øvrige europæiske lande forholdsvis strikse krav til de årlige virksomhedsrapporteringer. Som kontinental virksomhed overså man måske disse forhold i begejstringen over de afslappede kapitalkrav – men med en brat opvågnen til følge.

Kapløb mod bunden eller toppen
Det er ikke kun Tyskland, der har reageret ved at justere landets love ind, så de ligner de engelske. Den bevægelse har fundet sted i de fleste af de EU-lande, der har været vidner til, at landets virksomheder er sivet ud af landet. En af de væsentligste årsager til landenes reaktioner er tabet af kontrol over virksomhederne.

”De enkelte EU-lande ikke er interesserede i, at landets virksomheder er registreret i andre lande, og det skyldes især tabet af indflydelse på driften af virksomheden. Hvis man fra lovgivernes side vil have indflydelse på, hvordan de lokale virksomheder er strukturerede og organiserede, vil man have dem til følge de love, som gælder i det land, som virksomheden drives i. Og den indflydelse forsvinder, når virksomheden er registreret i et andet land”, forklarer Georg Ringe. 

Så siden 1999 har EU-medlemslandene konkurreret om at kunne tilbyde virksomhederne de bedste vilkår – en udvikling som til forveksling – om end i mindre målestok – ligner et tilsvarende scenarie i USA, hvor staterne ligeledes kæmpede om virksomhedernes gunst, og hvor Delaware vandt kampen om at tilbyde de mest favorable vilkår.

I EU har de fleste lande nu justeret deres lovgivning ind, så virksomhederne tilbydes mere eller mindre ens vilkår. Nogle kalder udviklingen for 'race to the buttom', fordi de mere lempelige vilkår for erhvervslivet får utilsigtede konsekvenser for andre grupper i samfundet. Sænker man for eksempel kravene til arbejdsmiljøforholdene på en virksomhed kan det få uheldige konsekvenser for arbejdernes sundhed.

”Andre kalder konkurrencesituationen for 'race for the top', fordi den producerer de bedste og mest effektive love for virksomhederne – simpelthen fordi lovgiverne responderer på, hvad virksomhederne vil have. Om det er godt eller skidt, afhænger af øjnene, der ser, og om man tror på, at markedet kan regulere sig selv,” mener Georg Ringe.

Han nævner i den forbindelse udviklingen i USA. Her er forsket meget i konsekvenserne af staternes kapløb om at producere de bedste betingelser for virksomhederne, men forskningsresultaterne er endnu ikke entydige.

Mere info om Centros-afgørelsen
Centros Ltd. var en dansk import- og eksport vinvirksomhed. Selvom virksomhedens forretning lå i Danmark, lod ledelsen virksomheden indregistrere i England, fordi man ikke ville leve op til det kapitalkrav på 200.000 danske kroner, som den danske lovgivning stillede krav om.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen nægtede imidlertid at anerkende virksomheden, og sagen endte ved EU-Domstolen, der dømte til fordel for Centros med henvisning til den del EU-traktaten, der omhandler virksomhedernes ret til fri bevægelighed. Afgørelsen fandt sted i 1999.

Georg Ringe er professor på Juridisk Institut på CBS. "Corporate Mobility in the European Union – A Flash in the Pan?" er tilgængelig som download.