Mest populære tidsskrifter på CBS
Forsiderne er fundet på tidsskrifternes websites.
CBS Bibliotek abonnerer på en lang række tidsskrifter, som dækker CBS’ forsknings- og undervisningsområder. Langt de fleste findes online og du kan søge i dem via Libsearch eller den database, hvor de bliver publiceret.
I Libsearch er det nemt at se, hvilke tidsskrifter biblioteket har købt adgang til. Klik på ’Find tidskrifter’ i menuen øverst og skriv tidsskriftets titel. De fleste tidsskrifter tilbyder, at man kan holde sig ajour med nye udgivelser ved at lave alerts eller på anden måde abonnere på indholdsfortegnelser fra nye numre.
-
Harvard Business Review
Det absolut mest populære tidsskrift i 2022 var Harvard Business Review. Tidsskriftet udgives af Harvard Business School Publishing og er ledende indenfor management. Målet er at forsyne business-verdenen med indsigt, best practices m.m., så ledere kan lede sig selv og deres organisationer mere effektivt. Da målgruppen ikke primært er forskere, er artiklerne lettere at læse og mindre akademiske i deres struktur. HBr er ikke et peer reviewed tidsskrift.
Fun fact: HBR er i øvrigt lige så gammel som CBS Bibliotek, da det også blev grundlagt i 1922.
Antal numre pr. år: 6
Følg det på Instagram og Twitter
Læs Harvard Business Review
-
American Journal of Sociology
Dette tidsskrift er fra 1895 og den første amerikanske videnskabelige udgivelse indenfor sociologi. Fokus er på teori og innovative metoder. Det henvender sig til generalister og modtager bidrag fra alle områder af samfundsvidenskaben.
Antal numre pr. år: 6 (seneste 4 år ikke tilgængelige)
Følg Chicago Journals på Twitter
Læs American Journal of Sociology
-
Strategic Management Journal
Udgives af Strategic Management Society og udkom første gang i 1980. Tidsskriftet vil gerne være et kommunikationsforum, der fremmer forståelsen af strategisk ledelse. Der er fokus på emner, der er relevante for virksomheder og non-profit organisationers performance. Det kan være artikler om f.eks. lederskab, organisationsstrukturer, entrepreneurship, men også metoder og teknikker til at forstå emner som planlægningsprocesser eller strategiske beslutningsprocesser.
Antal numre pr. år: 13
Følg det på Twitter
Læs Strategic Management Journal
-
The Academy of Management Review
Det amerikanske Academy of Management (AOM) udgiver flere tidsskrifter og dette udkom første gang i 1976. Det er også et af de førende tidsskrifter inden for management. Målet er at publicere teoretisk indsigt, der fremmer vores forståelse af ledelse og organisationer. De modtager bidrag fra forskere, der udvikler nye teorier eller udfordrer eksisterende teorier. Artiklerne er funderet på videnskabelige discipliner som f.eks. økonomi, psykologi, sociologi og humaniora.
Antal numre pr. år: 4
Følg AOM på Twitter
Læs The Academy of Management Review
-
MIT Sloan Management Review
Udkom første gang i 1959 som Industrial Management Review og er udgivet af MIT Sloan School of Management. I 2001 blev navnet ændret til MIT Sloan Managemetn Review. Tidsskriftet udforsker, hvordan lederskab og ledelse ændrer sig i en foranderlig verden, og hvordan man takler de teknologiske, samfunds- og miljømæssige udfordringer i forhold til, hvordan organisationer opererer, konkurrerer og skaber værdi.
Antal numre pr. år: 4
Følg det på Instagram eller Twitter
Læs MIT Sloan Management Review (Trykt udgave findes også på 2. sal i biblioteket)