Statista: brugervenlig statistikportal med god visualisering af data

Adgang til statistisk data og rapporter om brancher, forbrug, lande, produkter mm.

25/04/2014

I Statista er statistisk dataindsamling både interessant og brugervenlig. Deres statistikportal bygger på et hav af offentlig tilgængelige kilder. De bliver omsat til lækre visuelle præsentationer, lige til at bruge i Word eller PowerPoint. Statsista sørger for, at der er gode kildehenvisninger, som gør det nemt at finde originalkilden og søge videre der.

Indhold i Statista

De statistiske oplysninger i Statista dækker hele verden og bliver hentet fra frit tilgængelige kilder, som fx Verdensbanken, det amerikanske statistikbureau US Census Bureau og IMF. Statista henter også data fra ”beskyttede” kilder via pressemeddelelser mm. Til hver statistisk information er der detaljeret baggrundsinformation med kilde- og datoangivelse, metodeoplysninger og emneord.

Indholdet er inddelt i kategorierne; Statistics, Studies, Dossiers & Industry Reports, Topics og Infographics. Ved hver søgning kan man se, hvor meget der er fra hver kategori. Studies kan fx være virksomheders årsrapporter eller rapporter udgivet af organisationer. Dossiers & Industry Reports er PowerPoint præsentationer med henvisninger til de originale kilder, sammensat af Statistas medarbejdere. De giver overblik over en branche eller et emne fx Vinmarkedet i USA, Bilindustrien i hele verden, Prisindeks og inflationsrater i Kina. CBS bibliotek har ikke abonnement på materiale fra fanen ”Research & Analysis”.

Statista har fingeren på pulsen og laver spændende infographics, plancher om populære emner som fx brugen af reklamer på twitter, e-handel på smartphone mv., som kan downloades og indsættes som illustrationer.

Søgning i Statista

Statista har lavet emneindgange til deres data. Det gør det nemt at browse sig vej til detaljeret statistik om emner som fx Travel, Tourism & Hospitality, Consumer goods & FMCG eller Technology & Telecommunication. Man kan også bruge søgeboksen og søge på emneord. Det er ikke en avanceret søgeboks, som når man bruger artikeldatabaser. Til gengæld kan man afgrænse sine resultater efter geografi og udgivelsesår eller lade sig inspirere af Statistas tags til videre søgning. Der er typisk også links til anden relevant statistik om emnet. Det er også en god ide at kigge på mulighederne for at afgrænse efter dokumenttype. Her kan man vælge kun at se Statistics eller Studies, Dossiers & Industry Reports, som indeholder mere tekst eller bearbejdning.

Engelsk og tysk version af Statista

Statista er et tysk produkt og derfor har de en meget detaljeret dækning af Tyskland og det tyske marked. Indholdet i de to portaler er ikke identisk og hvis man søger efter data om Tyskland, og i mindre grad også det europæiske marked, kan man med fordel begynde med den tysksprogede udgave. Husk at bruge tyske søgeord.

Information om brancher og markeder

CBS Bibliotek har flere forskellige databaser, der indeholder information om brancher og markeder. Du finder dem her på hjemmesiden i oversigten over databaser. Klik på kategorien Brancher og markeder. Du er også velkommen til at spørge bibliotekarerne på Solbjerg Plads - de hjælper dig gerne videre med søgning.

Andre relevante databaser
Passport fra Euromonitor
GlobalData Explorer
Frost&Sullivan
 

 

Sidst opdateret: CBS Library // 01/11/2023