CBS-forsker modtager prestigefuld Tietgenpris
Det er foreningen DSEB (Danish Society for Education and Business), som uddeler Tietgen-prisen, som er en af de største priser til yngre forskere i Nordeuropa.
”I DSEB vil vi gerne støtte forskertalenter inden for erhvervsrettet samfundsvidenskab og humaniora, der i særlig grad har skabt resultater også på den internationale scene. Det er formålet med Tietgen-prisen, som DSEB har uddelt siden 1929, hvor den blev indstiftet for at markere 100-året for C.F. Tietgens fødsel,” siger DSEB’s bestyrelsesformand, Torben Möger Pedersen.
Ifølge priskomiteen er prismodtagerens forskning højst aktuel og væsentlig i disse år, hvor virksomheder i Danmark og hele verden forsøger at tilpasse sig globaliseringen, og de muligheder og begrænsninger, der kan være ved at rykke hele eller dele af deres aktiviteter til udlandet. Håbet er ofte at få adgang til billigere arbejdskraft, flere ressourcer og nye markeder.
”Virksomheder står både over for store muligheder, men også store risici, når de vil flytte aktiviteter til udlandet. Problemet er, at vi forskningsmæssigt har begrænset viden om emnet, og her gør Marcus Møller Larsen os klogere på, hvad der skal til, for at virksomhedernes håb bliver til virkelighed,” siger Peter Møllgaard, professor og formand for Tietgenpriskomiteen.
Peter Møllgaard overrakte Tietgenprisen under DSEB og ICC Danmarks årsmiddag, som fandt sted på Børsen tirsdag aften med deltagelse af fremtrædende repræsentanter for det danske erhvervsliv og forskningsverdenen.
Årets prismodtager, Marcus Møller Larsen, som også er ansat ved BI Norwegian Business School, er glad for hæderen. Hans forskning viser, at langt fra alle virksomheder er godt nok forberedte, når de flytter aktiviteter til udlandet.
”Rigtig mange virksomheder fejler, når de tager til udlandet. De undervurderer, hvor stor en indflydelse det har på en organisation, at man flytter til et helt andet land, hvor man ikke kender kulturen, ikke har så stærkt et netværk og hvor omkostningerne kan være højere end forventet. Derfor oplever mange virksomheder, at det er rigtig svært at operere uden for landets grænser,” siger Marcus Møller Larsen.
Tietgen-prisen er en af de mest prestigefyldte, danske hædersbevisninger, der uddeles til yngre forskere i Nordeuropa. Prisen er gennem årene givet til store talenter og personligheder. Den belønner unge forskertalenter inden for erhvervsrettet samfundsvidenskab og humaniora, der i særlig grad har opnået resultater på den internationale scene.
For yderligere oplysninger og kommentarer kontakt:
Peter Møllgaard, formand for priskomiteen, professor og forskningsdekan ved CBS: +45 2162 2015
Marcus Møller Larsen, lektor, CBS: +45 3815 5628
Tidligere modtagere af Tietgenprisen:
2015: Lektor Ole Helby Petersen
2014: Lektor Rasmus Kleis Nielsen
2013: Adjunkt Mads Daubjerg, Adjunkt Ulf Nielsson
2012: Cand.merc. Alexander P. Josiassen, Postdoc Niels Johannesen
2011: Ingen uddeling
2010: Master of Science in International Management. Sabina Nielsen, Cand.mag. Jakob Lauring