Offentlige ledere skal styrke deres fremtidssans

Selv forandringerne forandrer sig. Derfor må offentligere ledere lære at lede det uforudsigelige og det ukendte. Det er baggrundstæppet for at forstå den store opgave, lederne står over for i indsatsen for et mere bæredygtigt samfund, mener Christa Breum Amhøj, der gennem 15 år har forsket i offentlig ledelse. Hun er desuden vejleder for masterprojekter på MPG og ekstern lektor på CBS. 

”Samfundsdiagnosen er relevant for at forstå bæredygtighedsdagsordenen. Vi er i en tid, der består af ekstreme kriser og forandringer – for eksempel Covid, oversvømmelser, megabrænde og klimaflygtninge. Forandringsledelse har tidligere været et udtryk for en leder, der skulle forandre nogle ting i en organisation med et nyt koncept eller en ny strategi. Men forandringerne kommer nu 1000 steder fra, og lederen skal forstå at håndtere de uforudsigelige forandringer. Et nyt, vigtigt begreb for dét bliver at kunne lede på det emergerende,” siger Christa Breum Amhøj.  

Klimaspørgsmålet peger på en række ledelsesmæssige udfordringer, mener hun. En af dem handler om forståelsen af ansvar.

Christa Breum Amhøj henviser til MPG-underviser og professor Niels Åkerstrøm, der har beskrevet, hvordan man i 1980’erne og 90’erne gik fra at forstå offentlige organisationer som rettighedsorganisationer, hvor ledelse af velfærd for eksempel handlede om at lede de ansvarshavende medarbejdere, der sikrede de samme rettigheder til alle borgere, og til en forståelse af offentlige organisationer ud fra en service diskurs. Her skal medarbejderne tage ansvar for at skabe den service, som topledelsen på forhånd har defineret.

”De ekstreme kriser, vi oplever nu, og herunder bæredygtighedsspørgsmålet, betyder, at ledere skal skabe et økosystem af aktører, der tager ansvar for ja, planeten. Vi skal ikke kun have ansvar eller tage ansvar inden for organisationens grænser. Leverandører, samarbejdspartnere og frivillige skal også tage ansvar for opgaven, når det handler om ledelse af bæredygtige organisationer. Det er opgaven - og ikke den formelle organisation - der skal sætte holdet. Det handler om at skabe og lede et kollektivt ansvar,” siger Christa Breum Amhøj.  

Ifølge hende handler det om at arbejde ud fra en tankegang om, at min opgave også er din opgave. At se forbindelseslinjerne på tværs af roller, siloer og grænser. Løser jeg en opgave et sted, så har det betydning et andet sted. Det rejser dog en række ledelsesmæssige problemstillinger, påpeger hun, og giver et eksempel fra Australien, da landet for nylig var ramt af meget omfangsrige brande.

”Folk demonstrerede og ville have premiereministeren til at handle. Men han havde en ubetinget tillid til det eksisterende beredskabs- og kontrolsystem. Han lyttede slet ikke til de perifere stemmer uden for systemet, der havde bud på andre løsninger. Hvis han var begyndt at lytte, så havde han måske indset, at brandene også kunne ses som en systembrand. At vores eget system og vores instrumentelle rationalitet kommer til kort i vores måde at optimere naturen på,” siger hun og fortsætter: 

”Ledere skal turde have en fremtidssans og åbne sig op for de vidensformer og de kvaliteter, som ligger ud over systemerne. Fordi det er her, der er en mulighed for at gribe det uforudsigelige og skabe værdi. At kunne lede det uforudsigelige handler om at være åben for tusindvis af indtryk. Det handler om at kunne være i det tvetydige uden med det samme at ville finde frem til en kendt, simpel løsning."

Det handler også om en ny form for tillid til det ukendte, mener Christa Breum Amhøj:

“Hvis premiereministeren skulle have banet vejen for mere bæredygtige løsninger gennem et kollektivt ansvar, havde det krævet en ubetinget tillid til civilsamfundet – og til at vi kan fællesskabe løsninger undervejs - og ikke kun en tillid til systemet og til det kendte.”

Find en vej ud af problemlabyrinten

Ifølge Christa Breum Amhøj er mange af nutidens problemstillinger så komplekse, at de ikke lader sig løse inden for eksisterende kontrolsystemer:

”Bæredygtighed handler om at gentænke den instrumentelle rationalitet, der har været med til at skabe de problemer, vi har i dag. Nogle kalder det en problemlabyrint. Vi kan ikke kun reflektere os ud af den. Vi er nødt til at tænke og handle anderledes, og vi er nødt til at gå på kanten af vores formelle rolle og deltage som mennesker.”

En vigtig pointe er ifølge Christa Breum Amhøj denne: At udvikle en fremtidssans, der kan gribe det, der opstår og er på vej, og at åbne sig for indtryk mange steder fra og fra de ofte perifere stemmer, betyder ikke, at man ikke skal lede. Man skal i stedet lede på nye og mere kreative måder og herunder facilitere, at mennesker mødes på tværs af roller, siloer og grænser. Offentlige ledere går fra rationelt at lede organisationer til også at skulle kunne lede økosystemer gennem mere kreative og eksperimenterende metoder, forklarer hun:

”Hierarkier kan forskyde sig i den her måde at arbejde på. Man arbejder meget mere horisontalt og går på kanten af den formelle organisation. Det er dog ikke et enten eller, men et både og,” siger hun.

Det handler også om nye måder at forstå magt på, påpeger Christa Breum Amhøj og henviser til et begreb om magtens trekant:  Når det kommer til for eksempel den bæredygtige dagsorden, handler det ikke kun om den formelle magt, hvor man har magten over andre.  Eller om den personlige og den diskursive magt, hvor man enten bruger sit uformelle lederskab eller sin evne til sprogligt at italesætte sit lederskab og skabe fortællinger. Det handler også om at kunne forholde sig til konkrete steder, byer og naturen. Den ene dag kan det være vandoversvømmelser, den næste megabrande eller det kan være en virus.

”Vi må lære, at vi er forbundet med disse ikke-menneskelige aktører - og at de også kan have magten over os. Dét har Covid om noget lært os. Med den franske sociolog Bruno Latour kan man sige, at vi i dag har brug for et jordisk lederskab, hvor vi giver hinanden magten til at skabe bedre velfærd - og ja til at skabe og sikre livet på planeten,” siger Christa Breum Amhøj.

Fra ego til eco

At mobilisere og lede mennesker, arter og steder, man ikke har formelt lederskab over, bliver en erkendelse, mange offentlige ledere kommer til at stå med, når det handler om bæredygtighed.

"Dét handler ikke længere kun om min karriere, mit team eller min organisations succes. Og i virkeligheden er det jo en udvidelse af ledelsesrummet," påpeger Christa Breum Amhøj. 

Ledelsesmæssigt mener hun, at vi skal gå fra ”ego til eco”. Fra et ansvar, der handler om at sikre, at den enkelte kan præstere. Til at tænke i, hvordan kan jeg bidrage til det fælles økosystem. Lederrollen bliver en ydmyghed over for, at vi er en del af noget større. Fremtidens succesfulde organisationer er dem, der kan skabe værdi for hele økosystemet og dermed skabe værdi på flere bundlinjer, slå hun fast:

”Den ledelsesmæssige opgave bliver ikke kun at lede andre til at lede sig selv - selvledelse - men  også at skabe rum for at mobilisere fællesskaber, der løbende tager ansvar for hinanden, byer og naturen. Udviklingen fra ledelse af selvledelse til ledelse af økosystemer kan man ikke lede gennem regler, forventninger, rutiner, KPI’er eller selvudviklingsmetoder. Det kalder derfor på, at ledere begynder at eksperimentere med, hvordan de kan skabe følelsesmæssige relationer, hvor mennesker tør gøre en forskel sammen. Ledere skal kunne skabe den kollektive omsorg og dermed den psykologiske sikkerhed, der gør det muligt, at vi på tværs af grænser kan skærpe vores fremtidssans i en verden uden fast horisont."

At have en fremtidssans handler ikke kun om at kunne se farerne, før de dukker op. Det handler også om at kunne handle på de uforudsigelige forandringer på kreative måder og sammen med andre, forklarer Christa Breum Amhøj.

Det kræver mod at handle på sin fremtidssans  

Hun har iagttaget en første og en anden bølge i arbejdet for et mere bæredygtigt samfund. Først kom CSR-funktionen, som ifølge hende blev en isoleret stabsfunktion. Nu ser vi en anden bølge, hvor bæredygtighed bliver en ledelsesopgave for alle offentlige organisationer.

”Vi skal tænke helhedsorienteret, velvidende at det ikke betyder, at vi kan finde én løsning,” siger hun.

Derfor ser hun også en udfordring i måden, hvorpå nogle offentlige organisationer har implementeret FN’s Verdensmål.

”Mål om sundhed er blevet placeret i sundhedsforvaltningen. Mål om miljø er havnet i teknik- og miljøforvaltningen, og vi har lavet målene om til New Public Management-mål, så vi kan tjekke dem af. Det er en fin start, men i hver eneste opgave må vi nu og i fremtiden forholde os til alle mål. Vi skal arbejde mere med målene i et governance-perspektiv for at lykkes,” siger Christa Breum Amhøj.

Analyser af spildevand for coronavirus er et eksempel på, hvordan ledelse af katastrofer åbner for nytænkning og innovation på tværs af siloer. Her bliver sundhed ikke kun en opgave for sundhedsforvaltningen.

”Sundhed handler også om vandværket, der kan spore virus, og om at det er et fælles ansvar at skabe sundhed,” påpeger hun.

Christa Breum Amhøj mener, at fag på MPG kan bidrage til at nå visionen om at arbejde for et bæredygtigt samfund med et governance-perspektiv for øje:

”Det, der kan virke så stort og abstrakt, kan konkretiseres gennem undervisning og drøftelser med undervisere samt andre deltagere. Og opgaver under uddannelsen egner sig til at eksperimentere i egen praksis og til at afprøve nye og mere bæredygtige handlemuligheder. Den offentlige sektor er på vej, og når jeg kigger på alle de mange masterdeltagere, jeg har vejledt, så er de lydhøre over for de forandringer, der sker.”

En udfordring er angsten for, at den formelle organisation aflæser en som en leder, der ikke kender spillets regler, fordi opgaven er og bliver at mobilisere andre typer af kræfter, der går på kanten af det kendte.

“Bæredygtighed er en seriøs opgave. Vi må dog ikke give slip på det kreative, det legende og det eksperimenterende. Det er dét, der skal hjælpe os med at holde fanen højt, når det er svært, og dét, som skal få os til at komme ud af problemlabyrinten og finde nye løsninger. Den ledelsesmæssige strategi handler derfor om at blive en professionel, kreativ aktivist, og om at muliggøre at andre kan blive det samme. Derfor kræver det mod – og kollektiv omsorg -  at handle på sin fremtidssans,” siger hun.