CBS Bibliotek bliver 100 år

I år er det 100 år siden, CBS fik sit eget bibliotek. Dengang var samlingen lille og kun til brug på stedet modsat i dag, hvor langt de fleste materialer er online og kan tilgås uanset, hvor man befinder sig i verden. Vi fejrer 100-årsjubilæet hele 2022 simpelthen fordi, vi er glade for, at biblioteket stadig bliver benyttet af en masse studerende og ansatte hver eneste dag, døgnet rundt.

CBS Bibliotek 100 år

Kopi af tekst om bibliotekets oprettelse fra gammel årsberetning
Opslag i gammel udgave af Nationaløkonomisk tidsskrift
Nationaløkonomisk Tidsskrift
28/01/2022

I år er det 100 år siden, CBS fik sit eget bibliotek. Dengang var samlingen lille og kun til brug på stedet modsat i dag, hvor langt de fleste materialer er online og kan tilgås uanset, hvor man befinder sig i verden.

Når man læser i de gamle beretninger, kan man tydeligt genkende CBS’ fagområder og bibliotekets iver efter at understøtte organisationen. Samtidig er det også tydeligt, at der er gået 100 år siden grundlæggelsen af Handelshøjskolens Bibliotek. 100 års udvikling har ændret både services, faciliteter og materialetyper. I løbet af jubilæumsåret vil vi kigge på de 10 årtier, der er gået siden CBS Bibliotek blev grundlagt og starter med 1920’erne. 

CBS Bibliotek i 1920’erne 

Da Handelshøjskolen blev grundlagt i 1917, var det uden eget bibliotek. De studerende havde adgang til at bruge Købmandsskolens bibliotek og læsestue (senere Niels Brock).  

I 1922 blev Handelshøjskolens Bibliotek grundlagt med cand.theol. Knud Larsen som leder. Det nye ”Haandbibliotek”, som det omtales i årsberetningen fra 1922, skulle indeholde kommerciel og økonomisk faglitteratur samt håndbøger for videregående sprogstudier. Dengang, som nu, havde biblioteket fokus på at understøtte studerende og ansattes behov for litteratur. Og da der på det tidspunkt bl.a. blev undervist i fag som nationaløkonomi, bogføring, varekundskab og handelslære samt fransk, tysk og engelsk korrespondance, anskaffede biblioteket primært ”Litteratur vedrørende Regnskabsvæsen, Bank- og Pengevæsen, Varekundskab, Handelshistorie, Reklame og Sprog”, som der står i beretningen fra 1926. 

I 1927 flyttede biblioteket og dets samling med ca. 1550 bøger og ca. 300 bind periodisk litteratur til lokaler på Julius Thomsens Plads 8. En stor del af de første materialer blev doneret af enkeltpersoner, organisationer, virksomheder og fra Købmandsskolens Bibliotek. Samlingen blev opstillet systematisk efter emner og man gik i gang med at lave et alfabetisk og systematisk seddelkatalog. Året efter blev samlingen opdelt i et Haandbibliotek og et Udlaansbibliotek og man begyndte at udlåne bøger. I den forbindelse opstod behovet for det første reglement ”Ordensregler for Handelshøjskolens Bibliotek”, hvoraf det fremgår, at ”Paa Læsesalen skal herske den størst mulige Stilhed.” og ”Tobaksrygning er ikke tilladt”.  

Paa Læsesalen skal herske den størst mulige Stilhed. Tobaksrygning er ikke tilladt.

Biblioteket blev flittigt benyttet og budgettet steg fra kr. 2000,- til kr. 4000,- (svarende til ca. kr. 71.000,- og kr. 142.000,- nutidsværdi). Interessen for det nye handelsbibliotek var stor og man åbnede for offentligheden.  

I 1929 blev den første bog indlånt fra udlandet fra Koloniaal Instituut i Amsterdam og det var tilsyneladende så stort, at det blev nævnt i Handelshøjskolens årsberetning. Flere biblioteker i provinsen begyndte at efterspørge mulighed for at låne de spændende bøger fra Handelshøjskolens Bibliotek og lånesamarbejdet startede. 

I Handelshøjskolens årsberetning, som var på ganske få sider dengang, kan man også se lister over løbende tidsskriftabonnementer, hvoraf flere stadig er aktive f.eks. Børsen, The Economist og Nationaløkonomisk Tidsskrift.  

Sådan fejrer vi vores 100 år

Vi fejrer 100-årsjubilæet hele 2022 simpelthen fordi, vi er glade for, at biblioteket stadig bliver benyttet af en masse studerende og ansatte hver eneste dag, døgnet rundt. Og så er et jubilæum en oplagt mulighed for at fejre princippet om fri og lige adgang til litteratur og information for alle.

I løbet af året vil vi være vært for en hel række af 100 års… begivenheder i CBS Library Forum. 100 years of... er en serie foredrag af fremtrædende CBS-forskere, som vil gøre status over vigtige begivenheder, både tidligere og nutid, inden for CBS' kerneområder.

Se rækken af 100 years of...

Vi vil også finde sjove anekdoter og gamle sager frem fra gemmerne.
Hold dig opdateret på Facebook eller Instagram

Har du lyst til at dele? Hvad husker du?

Hvis du har lyst til at dele en personlig oplevelse, anekdoter, memorabilia, genstande, gamle materialer eller lignende, du har lyst til at dele med os, vil vi meget gerne høre fra dig. Skriv til Camilla Boelsgaard Lund cb.lib@cbs.dk

Følgende kilder er benyttet til denne artikel:  

Årsberetninger fra Handelshøjskolen. (1917-1929)
Find dem i Libsearch

Jacobsen, K., & Ravn Sørensen, A. (2017). CBS gennem 100 år. (1. udgave. 1. oplag.). Historika.  
Find den i Libsearch

Larsen, Knud (1943). Biblioteksorientering for Handelshøjskolens studerende. Einar Harcks Forlag.

Læs om bibliotekets udvikling

CBS Bibliotek i 1930'erne 
CBS Bibliotek i 1940'erne 
CBS Bibliotek i 1950'erne 
CBS Bibliotek i 1960'erne 
CBS Bibliotek i 1970'erne 
CBS Bibliotek i 1980'erne 
CBS Bibliotek i 1990'erne 
CBS Bibliotek i 2000'erne

Sidst opdateret: CBS Library // 19/01/2023