Nye forretningsmuligheder i Arktis, offshore og økoskibe
Den 27. februar inviterer CBS Maritime og Europas Maritime Udviklingscenter (EMUC) til den årlige ”Copenhagen Blue Business & Shipping Conference”. Konferencen vil i år have særligt fokus på Advanced Shipping, hvor forretningsmuligheder inden for sejlads under særlige forhold samt avanceret udstyr og skibe, vil være i fokus.
”Vi stiller med et stærkt hold af nationale og internationale oplægsholdere. Sammen med konferencedeltagerne vil vi se på best practice og debattere forretningsmuligheder forbundet med nye sejlruter, bæredygtig shipping samt offshore konstruktioner,” siger direktør i EMUC, Steen Sabinsky.
Hvorvidt der er gode forretningsmuligheder i at sejle Nordøstpassagen gennem Arktisk vil CEO for Tschudi Shipping Company (NO), Jon Edvard Sundnes give sit syn på. Virksomheden havde en central rolle i at sejle det første fragtskip via Arktis til Kina i 2010, og ser nordøstpassagen som et reelt alternativ til andre traditionelle sejlruter. Således begyndte man sidste år at udforske mulighederne for at etablere en havn i det vestlige Alaska.
Dagen vil ligeledes kaste lys på nye kommercielle muligheder og udfordringer forbundet med bæredygtig shipping. Det vil TUCO Marine, Kühne Logistics University (DE) og DTU Transport give et bud på.
Yderligere vil konferencen blive gæstet af oplægsholdere fra Arktisk Råd, The Arctic Institute (US), A2Sea, BIMCO, Danmarks Rederiforening samt Danske Maritime.
”Konferencen vil præsentere deltagerne for nogle af de førende virksomheder på markedet samt centrale maritime myndigheder og forskningsinstitutioner. Vi ser frem til en dag med interessante debatter, inspirerende talere, paneldebatter og unikke muligheder for networking med kolleger fra hele den maritime industri” siger Steen Sabinsky.
Copenhagen Blue Business and Shipping Conference støttes af Den Danske Maritime Fond.
For mere information og tilmelding til konferencen besøg hjemmesiden www.maritimecenter.dk
Photo: Taatsi Berthelsen