Ny bog af Henrik Holt Larsen: License to work

Professor Henrik Holt Larsens nye bog: License to work - Arbejdslivets tryllestøv eller håndjern? er en debat-, brugs- og lærebog om arbejdslivets menneskelige ressourcer. Bogen er udkommet 27. oktober 2005.

11/01/2005

Professor Henrik Holt Larsens nye bog: License to work - Arbejdslivets tryllestøv eller håndjern? er en debat-, brugs- og lærebog om arbejdslivets menneskelige ressourcer.

Human Resource Management (HRM) analyserer samspillet mellem person, job, leder og virksomhed. Bogen giver overblik over 24 konkrete temaer inden for HRM og kortlægger aktuelle HRM-udfordringer på basis af international forskning og dansk praksis.

Bogen er forankret i forskning, men uden at benene letter fra jorden. Den beskriver praksis i virksomhederne uden at blive for jordstrygende. Den giver mange svar, men deler også de spørgsmål med læseren, som der ikke umiddelbart er lette svar på. Den sætter fokus på dansk HRM, men har et internationalt perspektiv og indtænker de konsekvenser, som den globale udvikling har for os.

De enkelte kapitler kan læses hver for sig, men også i sammenhæng. Bogen henvender sig ikke blot til HR- professionelle, men også til enhver leder og medarbejder, der ønsker at se sin egen arbejdssituation i et generelt HRM-perspektiv.

Henrik Holt Larsen er professor, dr.merc. ved Institut for Organisation og Arbejdssociologi, Copenhagen Business School. Hans fagområde er HRM med særlig vægt på strategisk og international HRM, kompetence- og karriereudvikling samt ledelse. Han indgår i en række internationale forskningsprojekter og har bidraget til ca. 40 bøger og 300 tidsskriftsartikler. Han er en flittigt anvendt underviser og foredragsholder i ind- og udland og medvirker i udviklingsprojekter i private og offentlige virksomheder.

The page was last edited by: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 11/18/2005