American Chamber of Commerce uddeler pris til årets udenlandske virksomhed

Talsmand for juryen i erhvervsorganisationens danske afdeling er Steen Thomsen, Center for Corporate Governance.

10/14/2013

Biogen Idec er blevet kåret som årets udenlandske virksomhed af erhvervsorganisationen American Chamber of Commerce, AmCham's danske afdeling. 
Det er Biogen Idecs store investeringer i Hillerød og den heraf imponerende vækst i både omsætning og antal ansatte, der har fået organisationen til at give den amerikanske virksomhed prisen.  -Vi ser det som en anerkendelse fra AmCham og juryen af betydningen af Biogen Idecs vækst i Hillerød. Vi er meget tilfredse med, at vi på 20 måneder har kunnet ansætte mere end 350 velkvalificerede og engagerede medarbejdere, siger Andy Stober, som er en af direktørerne for Biogen Idec i Hillerød. Sidste uge modtog han prisen på Københavns Rådhus, fremgår det af en pressemeddelelse fra Biogen Idec. 

Talsmand for juryen, professor Steen Thomsen, som er professor på CBS siger i en pressemeddelelse, at juryen har lagt særlig vægt på bidraget til beskæftigelse og jobskabelse såvel som investeringerne i Danmark.  "I en periode med outsourcing og fald i fremstillingsvirksomhed generelt er det bemærkelsesværdigt - og meget opmuntrende - at en stor international virksomhed har valgt Danmark som base for sin europæiske produktion", siger Steen Thomsen og fortsætter: "Det viser, at det med en strategisk velovervejet kombination af investering, partnerskaber og innovation er muligt at fastholde produktionsarbejdspladser i Danmark".


Steen Thomsen

Læs den fulde artikel i "Frederiksborg Amts Avis", 14. oktober 2013, Hillerød, side 2

The page was last edited by: Department of International Economics and Management // 12/17/2017