Research award to young researcher at MPP

Nanna Mik-Meyer awarded with The Danish Independent Research Council's Young Re­searchers' Award.

01/31/2006

Adjunkt Nanna Mik-Meyer fik den 26. januar 2006 prisen ”Unge Eliteforskere” for sit nystartede sociologiske forskningsprojekt, der har arbejdstitlen: ”Risikodiskurs, moral, afvigelse, kropssociologi, institutionelle identiteter”. Undersøgelsesfeltet er at se nærmere på det blik, som vi i Danmark har på de overvægtige for på den måde at kunne sige noget om det velfærdssamfund, vi lever i i dag.

”Jeg undrer mig over det store fokus, der er i dagens Danmark på fedme og overvægtighed – og over, om regeringen med sine politiske udspil blander sig i noget, som i virkeligheden tilhører privatsfæren. Min tese er, at vi ubevidst betragter overvægtige, som nogle, der er ude af kontrol og uansvarlige – og at de derfor afviger fra ’den normale samfundsborger’,” forklarer Nanna Mik-Meyer.

Målet med forskningen er at gøre os bevidst om, at  den måde fedme-debatten i dag finder sted på, udspringer af trends i samfundet og derfor er historisk betinget.

”Min form for forskning har en vigtig funktion i at prøve at gøre klogere på det, vi i hverdagen tror er helt naturligt,” slutter Mik-Meyer. 

Kort projektbeskrivelse:

Risikovurderinger er en videnstype, der adskiller sig fra en mere gængs opfattelse af viden derved, at en risikovurdering pr. definition ikke er en fuldstændig viden og samtidig indebærer et fareforhold. Det er en videnstype, der er gennemsyret af moral, og som genererer forebyggelsesstrategier, der i takt med en mere og mere udviklet teknologisk og medicinsk viden medfører en eksplosion af risikogrupper bestående af raske individer.

 

Dette projekt skal undersøge, hvordan risikodiskursen om overvægt hænger sammen med indretningen af konkrete projekter målrettet overvægtige og disses identitetsforståelse. Projektet vil sammenkæde mikrosociologiens fokus på interaktion mellem mennesker og enkeltpersoners beskrivelser af deres situation med makrosociologisk teori om risiko og moral anskuet som to centrale kendetegn ved vores nutidige samfund.

 

Formålet er at bidrage til udviklingen af den forskning, som undersøger, i hvilket omfangt risikosamfundet skaber et somatisk individ, der til trods for sin raske tilstand alligevel anskues som potentielt syg og således kræver behandling. Således vil der blive stillet skarpt på relationen mellem risikovurderinger og afvigelse. Formålet er endvidere at undersøge, hvad risikovurderinger gør ved de raske (potentielt syge) personer, og hvordan moral spiller ind i behandlingen af overvægtige.

Centrale begreber er: risiko, afvigelse, moral (ansvar), institutionelle identiteter, kontrol, normalitet og behandling. Projektet anvender kvalitative metoder, herunder både deltagelsesobservation, indholdsanalyse af dokumentmateriale og interview.

The page was last edited by: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 05/09/2007