Kampen om den danske model
Ny bog om SOSU-strejkerne og overenskomstforhandlingerne 2008
Lige fra den første strejke til det sidste forlig var overenskomstforhandlingerne for det offentlige i 2008 helt særlige. De kommer til at gå over i historien, men hvilken betydning får de for den fremtidige organisering af det danske arbejdsmarked?
I bogen ”Kampen om den danske model” sætter professor Kurt Jacobsen og lektor Dorthe Pedersen forhandlingerne ind i en større sammenhæng og konkluderer, at de dramatiske forhandlinger var kulminationen af mange års pres på den danske model.
De tavse SOSU’er i aktion
Allerede et år inden forhandlingerne strejkede SOSU-hjælperne og -assistenterne (som arbejder i sundheds- og ældresektoren), og det endte siden med den første storstrejke på det offentlige arbejdsmarked.
SOSU’erne vandt lynhurtigt befolkningens sympati, politikerne gav lønløfter, faggrupperne fandt demonstrationsskiltene frem og gik på gaden, mens forhandlingerne kom til at foregå mere og mere i medierne.
- En lang række bærende principper, som har sikret stabilitet på det offentlig arbejdsmarked de seneste 25 år, var pludselig under pres, siger Kurt Jacobsen.
Kommunerne holdt i kort snor
Den danske model, som har sikret stabiliteten, er kendt for, at organiseringen bygger på frivillige aftaler mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, og at politikerne og regeringen ikke blander sig. Sådan gik det ikke denne gang, hvor forhandlingerne gennem hele forløbet var stærkt politiserede.
Kurt Jacobsen mener dog, at det er for tidligt at konkludere, om den danske model overlever eller ej.
- Nok endte forhandlingerne med forlig, men politikerne var på banen som aldrig før, mens regeringen holdt kommunerne og regionerne i kort snor, siger han.
Han påpeger, at den danske model for alvor kommer til at stå sin prøve ved forhandlingerne på det offentlige område i 2011.
Læs mere og bestil bogen her
Lån/reserver bogen på CBS Bibliotek her