Nyt LPF nyt om ledelse!

Du kan læse hele nummeret her.

Her følger en introduktion til artiklerne i numret:

Velfærdsornitologi - om gråspurve, ugler og fugleinfluenza

Af Eva Zeuthen Bentsen, Institutleder

Netop i disse dage fremlægger Regeringen deres velfærdsudspil, og lige inden jul udkom Velfærdskommissionens betænkning med 43 forslag til, hvilke afgørende valg der kan bidrage til at skabe en holdbar fremtid for den danske velfærdsstat. Forslagene var mangfoldige, og Regeringens fokuspunkter handler ligesom Velfærdskommissionens om, at vi skal arbejde mere og længere, og om at vores unge skal hurtigere igennem uddannelsessystemet. Det overordnede budskab er at vi alle er en del af en social kontrakt, som gør, at de mindre bemidlede betaler til de bedre bemidlede, og at dette er en central del af den danske stat, som vi skal holde fast i. Og at måden vi holder fast i det, er ved dels at sørge for, at der er ressourcer til at hjælpe, samtidig med at vi sikrer, at Danmark fortsat hører til blandt de rigeste lande. Velfærdsdiskussionen handler således om at gøre Danmark virksomt, fremsynet og robust og samtidig sikre den solidaritet, der er en forudsætning for forsat opbakning til velfærdsprojektet. Regeringens tanker omkring uddannelses- og forskningsområdet handler om flere forskningsmidler og Velfærdskommisionens forslag om brugerbetaling på kandidatuddannelser kan heldigvis ikke spores. At studerende rejser ud og bliver ude med deres danskbetalte uddannelsesbaggrund og viden, gav anledning til avancerede forslag fra Velfærdskommissionen om lån og tilbagebetalingspligt, Man skød her gråspurve med kanoner, og tænkte tilsyneladende meget lidt på, at detmåske – via helt andre midler til et uddannelsessystem - er muligt at gøre små danske forfrosne gråspurve til globale ugler.

Hvad velfærdskommisionen ikke kommer ind på – og det har da heller ikke ligget i kommissoriet – er, hvordan en central del af velfærdssamfundet, og det der på mange repræsenterer velfærden, nemlig vores velfærdsinstitutioner – skal og kan ledes. Der tales i kommissionens rapport om, at der i højere grad skal stilles klare resultatkrav til lederne hos alle de offentlige institutioner, der leverer velfærdsservice. Men det langt mere grundlæggende spørgsmål, nemlig hvilke problematikker der rejser sig, når den grundlæggende solidaritetsopfattelse som organisationerne og institutionerne er spundet af, skal kombineres med ledelse, knappe ressourcer, kompleksitet og selvforvaltning, har vi prøvet at lægge op til nogle diskussioner af i dette nummer af LPF nyt. Lad mig sige det med det samme – der er ingen endelige svar på nuværende tidspunkt. Vi har netop igangsat flere forskningsprojekter, og det er disse forskningsprojekter, som vi præsenterer. Ambitionen er her at forsøge at give den opmærksomme læser et bud på de grundlæggende problematikker, som ledelse i velfærdsstaten rejser.

Grundlæggende betragter vi velfærdsledelse ud fra to optikker. Dels hvordan ledelse kan anskues ud fra en stat/individ relation i en velfærdsstat, hvor alle borgere dels indgår i et givet fællesskab, dels er egne individuelle aktører, og dels hvordan ledelse i velfærdsorganisationer ser ud. Til den første optik stilles spørgsmålet om velfærdsstatens grundlæggende logik, hvor alle leder sig selv og alligevel konstant efterspørger ledelse. Sverre Raffnsøe giver i sin artikel et bud på den logik, der præger billedet og skriver om, hvordan at vi alle skal opofre os for den fælles humanitet, som samtidig betyder, at vi alle som individer, der tager vare på os selv, skal dø lidt hver dag. Denne problematik træder også frem i Nanna Mik-Meyers meget aktuelle artikel om nutidens fokus på sundhedsledelse – hvad enten det er fugleinfluenza eller fedmeepidemier. Hun problematiserer – med udgangspunkt i et risikoperspektiv – hvordan ledelse i et velfærdssamfund trænger ind på det der traditionelt har tilhørt privat og intimsfæren – fx retten til at være tyk – og hun ser på, hvordan ledelser kan håndtere at trænge ind på dette område. Hvordan vurderes en fedme risiko, som jo grundlæggende er rodfæstet i moralske betragter om en mulig fedmeepidemi og hvilket scenario opstiller og handler velfærdslederen derfor på? Og hvordan ser disse moralske betragtninger ud?

I forhold til den anden optik beskriver Niels Åkerstrøm relationen mellem ledelse og velfærd, og hvordan det at lede velfærdsproducerende ydelser, enten som offentlig, privat eller frivillig organisation, er en udfordring, der indebærer en løbende fokus på, hvordan velfærd skal defineres og produceres. Hvad udgør en klient, hvad udgør en borger og hvordan ledes borgerens selvledelse? Og hvad bliver skoleledelse til når skolen ikke kun skal levere undervisning, men samtidig skabe integration, forbinde politi, sociale myndigheder og børn, inddrage forældre og lave læringsplaner?

Anders La Cour og Birgit Lindberg skriver om frivillige organisationer, og hvordan en del af det samlede politiske budskab er, at der skal flere udbydere ind på velfærdsmarkedet, og at frivillige organisationer kan spille en stadig stigende rolle her. Men hvad sker der med de frivillige organisationer i transformationen fra hattedamer til producenter af offentlig betalt velfærd? Hvordan samarbejder man? Hvordan håndterer det offentlige de nye aktører, hvordan udvikles der strategier i de frivillige organisationer, og var det det som de frivillige organisationer ville?

Et endnu ret jomfrueligt område i forhold til ledelsesforskning er Den danske Folkekirke. Det råder Camilla Sløk indledningsvis bod på ved i sin artikel og i sit nye post.doc.-projekt at se på Velfærdsledelse i lyset af præsters og læreres ledelsesforståelse. Det centrale spørgsmål er her, hvordan en p.t. dominerende sociologisk trend omkring individualisme støder imod velfærdsinstitutionens grundlæggende selvforståelse omkring solidaritet og fællesskab. Når individet bliver grænseløst, hvordan agerer man så som ledelse? Er det muligt både at anvende individualisme og fællesskab som retoriske figurer, og hvordan gør man det?

Kaspar Villadsen problematiserer velfærdspolitik og velfærdsledelse og spørger til politikudvikling. Hvordan udvikles integrationspolitik og socialpolitik, når politikdannelse ikke længere kun udgår fra et ministerium, men løbende skal formuleres af alle offentlige organisationer?

Om skiftet fra at være en uimodsagt autoritetsfigur til at skulle markere skolens kultur og læring fortæller skolechef Torben Freese fra Gentofte Kommune. Et helt konkret og praktisk eksempel på denne problematik ses i interviewet, hvor Torben beretter om SKUB-projektet, om at skabe engagement hos lærere omkring læring, og om hvordan man indtænker innovation i en drøftelse af læring. Og hvor forældregruppen i stadig stigende grad – surprise – er meget individualistisk orienteret (det siger en leder i en politisk korrekt kommune ikke selv – det er redaktionens egnes betragtninger…), og skoleopgaven derfor også må handle om at udvikle børnenes demokratiske kompetencer.

Apropos velfærd og uddannelse rapporterer vi fra Graduate Business Conference 2006 på CBS, som blev drevet frem af nogle meget engagerede kandidatstuderende. De er et godt eksempel på, at man med international orientering, selvledelse og strategisk helhedstænkning kan nå ganske langt her i verden. Heldigvis har mange af vores studerende det globale udsyn, der gør, at næste generation sikkert vil se en del anderledes på cartoon-tegninger og Velfærdskommisionens noget lokale betragtninger om uddannelsesfinansiering.

På billedet ses cand.merc.(fil.)-studerende Peter Kiær og Jesper Bjørn "conducting leadership" under GBC 2006-konferencen.